Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Følelsen af at være på rette tid og sted fortsætter gennem dagen. Jeg følger et indre flow og lader mig fragte. Som blev jeg genfødt sammen med lyset på årets længste nat er jeg vågnet til en ny bevidsthed. Tågen letter aldrig, men bliver hængende som et vidne. Lyset tøver og giver sig tid. Det... Continue Reading →
Jeg er ikke længere i tvivl om, hvem jeg er og hvorfor pennen skrev mig frem til pensionatet. Måske har du oplevet selv? Man vågner en morgen og ved, at man er præcist hvor man skal være. Sådan har jeg det denne morgen ved Vintersolhverv. Mørket omslutter mig på årets længste nat. Jeg står op... Continue Reading →
Dagen før Vintersolhverv begynder det at regne. Snart er sneen væk. Landskabet mørknes og æbletræet med sine stjernelys virker ensomt i haven. Der er sjappet på havegangen, tunge skyer pryder himlen og julestemningen daler flere grader på barometeret. Jeg ved, at Scarlett er i gang med forberedelserne til fejringen i morgen med bål på stranden... Continue Reading →
Søndag morgen på pensionatet, jeg står op på kanten af daggry og går en tur til havet. Bag mig rødmer himlen ved tanken om den nye dag. Der er poesi i luften, små snefnug finder vej blot for at smelte på vej ned. Jeg ved at Virginia er taget af sted for at besøge sin... Continue Reading →
Det skete i de decemberdage, at jeg nærmede mig afslutningen i Dråbefangerens skrivebog. De sidste sider, så var det tid til at indvie en ny. Det er hellige øjeblikke, afslutningen og den nye begyndelse, ikke noget man skal tage for let på. Vi nærmede os Vintersolhverv, et tidspunkt at fejre, lyset fødes af mørket på... Continue Reading →
Vi kører hjem gennem snoede veje med stendiger og skarpe sving. Der er faldet mere sne og farten er langsommere, end da vi kørte ud. Virginia styrer bilen med overblik og kontrol. Hun kender landskabet og dets linjer, de små steder, hvor man skal være ekstra opmærksom. Vejret ser ikke ud til at genere hende.... Continue Reading →
Tiden står stille på Primrose Café. Man svøbes i et klæde af sød forventning, dufte og magi. Grace holder vores hænder, ser os i øjnene og forsvinder så om bag disken og ind i baglokalet for at komponere vores te. Komponere er ordet. For Graces te er som sød musik for krop og gane. Det... Continue Reading →
Pennen førte mig frem til pensionatet, ordene skabte en vej. Det er den intuitive skrivnings kunst. At skrive fra et andet sted. Jeg havde ingen anelse om, at jeg ville ende på et sted, hvor rejsende kvinder kommer. Stedet findes ikke på et kort, kun det indre kompas kender ruten. Som var det meningen. Bestemt.... Continue Reading →
Hver morgen er en ny begyndelse. Rejsen gennem natten er slut og vi ankommer til daggry og lyset. Lyset som tøver midt i december, strækker sig dovent. Energien er dæmpet. Frø har fået frost, træer står nøgne i vinden med energien i rødderne. Jeg vågner fra en ørnedrøm og ved at denne dag er noget... Continue Reading →
Scarlett tog os med i skoven. Men inden vi gik ud, samledes vi i det gamle bibliotek, hvor hun fortalte lidt om skovens univers. Om træerne som alene og i grupper er fulde af betydning for os. I den keltiske tradition har træerne meget specifikke betydninger. De fungerer som landmærker, de er udgangspunkter og steder,... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 