Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Jeg visker tavlen ren, inden jeg går i seng og mumler en bøn. Jeg går ind i foråret med nye øjne. Øjne som ser uden filter, øjne som er indstillet på magi og vidunderlige oplevelser. I drømme. I naturen. I de små finurlige detaljer og tegn, som afslører at noget er større end jeg. Det... Continue Reading →
Det er Beithes sidste dag. Hun sidder allerede ved morgenbordet, da jeg kommer ind af døren. Det samme gør Maize og Elva, som begge kom hjem sent søndag aften. De havde delt en taxi fra togstationen. Jeg hørte dem på trappen og Elva stak hovedet ind for at sige hej. Hun kunne se på lyset,... Continue Reading →
I denne uge har Grace temadage på Primrose Café og Beithe og jeg er på vej til byen. Den lille gule bus, som jeg ville kalde en rutebil, kører gennem hårnålesving og byder på op og nedture. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle til byen og gå på Primrose... Continue Reading →
Det er et nyt land, jeg opdager det først, da Ørnen kommer flyvende fra træerne på naboens grund og ind over marken. Noget aktiveres i mig, det indre og det ydre smelter sammen og i det øjeblik mærker jeg, hvad spirituel forankring betyder. Min fortællerskestemme lyder som en rislen fra en flod, et levende felt... Continue Reading →
Det er Nymåne, da jeg tager i døren til pensionatet og opdager, at den er låst. Det undrer mig, for det er aldrig sket før. Døren er låst op fra det tidspunkt Virginia går i køkkenet for at tilberede vores morgenmåltid og låses først igen ved solnedgang. Hvis vi går ud efter solnedgang, har vi... Continue Reading →
Når manuskriptet har forvandlet sig og jeg ved mere, end jeg gør nu, kan du læse om hvem jeg mødte i skoven. Om mange måneder, måske år. For jeg har igen sat fortællingerne fri, jeg har modstået min trang til at vide. Nu gør jeg mig modtagelig for de ord, der falder som regn på... Continue Reading →
Man kunne fristes til at tro at fortællingerne fra pensionatet hænger sammen. På nuværende tidspunkt og inde i februar kunne man begynde at binde ender sammen. Man kunne nemt komme til at tage for givet og med sin hang til orden og mental forståelse forsøge at presse begivenhedernes gang ind i en skabelon. En kasse... Continue Reading →
Når vemod er forduftet og morgenen kommer med skarpt lys, vækkes et håb i mørket. Jeg har sovet længere end normalt og da jeg trækker gardinet fra, opdager jeg, at solen er kommet mig i forkøbet. Det samme er begivenhederne på pensionatet, for mens jeg sov, har Niamh forladt os og overladt undervisningen til en... Continue Reading →
Lyset er blot en rødlig sprække på himlen, da vi mødes til morgenmad i spisestuen på januars sidste dag. Det velkendte stik af vemod følger mig på vej ned af trappen, for inden dag og måned er omme, vil Niamh forsvinde som et spøgelse, man ikke helt ved om man så. Som Elva og jeg... Continue Reading →
”Kvækha!” hvisker Losgann fra løse linjer, men snart bliver hans hvisken både højere og mere dyb. Det bobler og så dukker han op på overfladen med et kækt udtryk i frøfjæset. Hans blik fanger mit og jeg ved at det er tid til at lytte. Udenfor kravler tågen over havelågen, lyset er dæmpet og gråt.... Continue Reading →
