Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er mørkt, da jeg vågner, men jeg ved at det er morgen. Spændt som en lille pige juleaften strækker jeg mig, gaber og står op. Da jeg trækker gardinerne fra, ser jeg at haven er forandret. Æbletræet er klædt i en lyskæde bestående af gyldne stjerner og fakler lyser havelågen op. På lågen sidder... Continue Reading →
Jeg er nysgerrig. Indrømmet. Men jeg må sige til mit forsvar, at det ikke var planlagt, at jeg skulle vågne kort før midnat med et sæt. Jeg stod op og listede over gulvet hen til vinduet. Forsigtigt trak jeg gardinet til side og kiggede ud. Det var stjerneklart og jeg kunne tydeligt se haven, mine... Continue Reading →
Så kommer den dag, man har undladt at tænke på. Afskedens time banker på. Jeg ved det fra det øjeblik, jeg slår øjnene op og trækker gardinerne fra. Det er Gwyneths sidste dag på pensionatet. Mørket er grynet blandet med lys, finregn græder. Det gamle æbletræ svajer beklagende i vinden og i horisonten svæver en... Continue Reading →
Over varm kakao i den mørke nat lærer jeg Elva bedre at kende. Foran pejsen i køkkenet forstår vi, at vi ramte ind i samme energi. Den bratte opvågning, den tunge tristhed og ensomme følelse af mørke. ”På en måde er jeg glad for det” siger Elva, hendes røde hår glimter i lyset. Hun har... Continue Reading →
Der er tidspunkter på rejsen, hvor alting ligger gemt bag et slør af dis. Tvivlen kommer med nattevinden. Det er mørkt, det er blevet vinter. Jeg vågner brat og føler mig med det samme lysvågen, men mørket er tæt og jeg fornemmer, at det stadig er nat. En lille uro dukker op og lægger sig... Continue Reading →
Gwyneth opfordrede os til at gå ud i naturen og mærke novembers energi. Jeg slentrer langs stranden i finregn og dæmpet lys og lader det være min intention. At mærke energien og forbinde mig til den. Det er her kraftpunktet er. Intention er at være forbundet. Mine skridt bliver uvilkårligt langsomme, jeg stopper op flere... Continue Reading →
Jeg er hende der bryder sneen. Som den første forlader jeg pensionatet og træder ud i kulden. Hue, halstørklæde, vanter, alt er på plads. Mine støvler sætter spor på havegangen, igen er lågen min tærskel, jeg træder ud i vinterlandskabet med et suk. Energien er skiftet, stilheden i landskabet er markant, sne dæmper lyde og... Continue Reading →
Den næste morgen er der faldet sne, lette fnug falder fra skumringshimlen. Haven har skiftet udseende og er klædt i hvidt. Efterår er blevet vinter. Vi er tæt på nymåne og jeg mærker den indadvendte energi som modstand mod at stå op og blive konfronteret med Gwyneth og Maize i spisestuen. Søndagens måltider sørgede vi... Continue Reading →
Så lærte jeg det. Vejret er ingen undskyldning. Og som man siger ”walk your talk”, jeg så Gwyneth midt om natten ude i stormen. Hun lever sin visdom. Hun er sin vej. ”En ægte fortællerske skriver i al slags vejr”, sagde hun og forlod det gamle bibliotek uden at se sig tilbage. Det må være... Continue Reading →
Selvfølgelig har hun planlagt det hele. Men om hendes natlige udflugt har noget med undervisningen at gøre, ved jeg ikke. Efter morgenmaden og ti minutters pause, hvor vi lige kan nå op på værelserne og hente pen og notesblok, samles vi i det gamle bibliotek bag spisestuen. Værtinden har sørget for friske forsyninger af vand,... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 