Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Lyset er langsommere nu, dagen har sat farten ned. Væversken har haft nattevagt, det fineste spind glimter i morgenlyste. Dugperler pryder værket og jeg beundrer det, da jeg åbner havelågen og går ud. ”Det undrer mig”, siger jeg til frøen Losgann, som jeg møder i landskabet ved den magiske sø. ”Man skulle tro at det... Continue Reading →
Vi lander i et mellemrum med havet på den ene side og et frodigt landskab på den anden. Et bål brænder ud, nogen har forladt det og er gået videre. Men det er ikke ildrester og aske, han vil vise mig i dag. Det er noget vandet. ”Du ved at vand er efterårets element” siger... Continue Reading →
Jeg så ham lette fra marken, da jeg lukkede vinduet til skrivestuen. Med gyldenbrune fjer i modlys svævede han rundt i bløde cirkler, inden han forsvandt bag træerne mod syd. Ørnen. Det var forleden dag, nu kommer han igen flyvende ind i min sfære, jeg smiler og mumler et blødt selvfølgelig. Han viste sig for... Continue Reading →
Fra sommer og ind i efteråret, jeg træder over tærsklen med lette skridt og ser mig ikke tilbage. ”Fri” siger jeg til himlen, som er lyseblå, ”jeg sætter jer fri.” De er som fugle, der opdager, at de har vinger. Døren til buret åbnes og de letter med flaksende lyd. På jorden står en kvinde... Continue Reading →
Jeg ser dem i skellet mellem nat og dag, lyset sniger sig over hylden. Træet med de rødsorte bær står midt i solopgangen. Og de to? Ræven og Solsorten, står de i ledtog med hinanden eller er det også bare et tilfældigt møde? ”Spørger du mig?” siger Ræven. ”Eller mig?” Solsorten kommer helt frem, nu... Continue Reading →
”Jeg ønsker at huske det og holde det tæt til hjertet” siger jeg til Cat, som har vist sig at være frænde i dag. Hun er ofte en del af landskabet, når jeg går tur, men vi taler ikke sammen. Vi registrerer bare, for jeg har hunden med. Men i dag er anderledes. ”Det fordamper... Continue Reading →
Hun følger mig som en skygge, helt tæt på, vi går i stille takt, vores skridt er de samme. Scenen er sat af fugt og dis, Mosekonen er tidligt oppe og passer sin bryg, horisontale søjler af damp stiger til vejrs. ”Kom nærmere og smag på min morgensuppe.” Hendes stemme er jordens hjerte, lyden er... Continue Reading →
“Du må give det sin tid” siger Tarbh blandt valmuer i blødt morgenlys. Natten er forbi. Lidt senere end normalt forlader jeg huset, jeg har sovet længe og søvnen hænger ved. Men jeg går, for det gør jeg altid. Han står på engen blandt vilde blomster, de standhaftige, som ikke er bukket under for tørken.... Continue Reading →
Der var ingen modstand, jeg gik frivilligt ind i tågerummet. Efter dagevis med uro og forsøg på at få noget til at ske, efter hedebølge og en følelse af at blive brændt på bålet, kom tågen en skønne morgen og jeg var dér. Vågen. Tankerne blev ved med at servere den samme slunkne sandhed og... Continue Reading →
Det er diset, da jeg går ud i morgenen, solen gemmer sig under skydynen og jeg nyder den køligere luft efter dagevis med hedebølge. Splittet mellem tanker og hjerte går jeg og for hvert skridt, bliver det lidt lettere at trække vejret og lytte til det, der kan være svært at høre, når sind og... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 