Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det blev en fin fejring og en slags indvielse af vores tid sammen på pensionatet i kapitlet december. Drinks i biblioteket, lækker middag i spisestuen med hvid dug og levende lys. Scarlett holdt tale om rejsende kvinder og livets tærskler. Om døre, der kommer til syne i tågen og åbninger, man ikke så før. ”Vi... Continue Reading →
”De kort, der trækkes til dig på din fødselsdag, har ekstra stor betydning”, erklærer Scarlett December, mens hun vender de tre kort i stearinlysets skær. Vi sidder i et værelse, jeg ikke vidste fandtes. Hun kalder det tarotrummet. Tunge mørke gardiner for vinduerne, en bogreol med bøger, tarot- og orakelkort. Et rundt bord med hæklet... Continue Reading →
Jeg er nysgerrig. Indrømmet. Men jeg må sige til mit forsvar, at det ikke var planlagt, at jeg skulle vågne kort før midnat med et sæt. Jeg stod op og listede over gulvet hen til vinduet. Forsigtigt trak jeg gardinet til side og kiggede ud. Det var stjerneklart og jeg kunne tydeligt se haven, mine... Continue Reading →
Så kommer den dag, man har undladt at tænke på. Afskedens time banker på. Jeg ved det fra det øjeblik, jeg slår øjnene op og trækker gardinerne fra. Det er Gwyneths sidste dag på pensionatet. Mørket er grynet blandet med lys, finregn græder. Det gamle æbletræ svajer beklagende i vinden og i horisonten svæver en... Continue Reading →
Over varm kakao i den mørke nat lærer jeg Elva bedre at kende. Foran pejsen i køkkenet forstår vi, at vi ramte ind i samme energi. Den bratte opvågning, den tunge tristhed og ensomme følelse af mørke. ”På en måde er jeg glad for det” siger Elva, hendes røde hår glimter i lyset. Hun har... Continue Reading →
Der er tidspunkter på rejsen, hvor alting ligger gemt bag et slør af dis. Tvivlen kommer med nattevinden. Det er mørkt, det er blevet vinter. Jeg vågner brat og føler mig med det samme lysvågen, men mørket er tæt og jeg fornemmer, at det stadig er nat. En lille uro dukker op og lægger sig... Continue Reading →
Gwyneth opfordrede os til at gå ud i naturen og mærke novembers energi. Jeg slentrer langs stranden i finregn og dæmpet lys og lader det være min intention. At mærke energien og forbinde mig til den. Det er her kraftpunktet er. Intention er at være forbundet. Mine skridt bliver uvilkårligt langsomme, jeg stopper op flere... Continue Reading →
Ved nymåne finjusterer jeg min intention. Jeg ved, at det kræver mod at blive på pensionatet og fortsat deltage i Gwyneths subtile undervisning. Det er op til mig, hvad jeg vil have ud af undervisningen. Med svanen som frænde falder jeg i dyb søvn og svømmer i et hav af drømme. Ulven kommer til mig... Continue Reading →
Jeg er hende der bryder sneen. Som den første forlader jeg pensionatet og træder ud i kulden. Hue, halstørklæde, vanter, alt er på plads. Mine støvler sætter spor på havegangen, igen er lågen min tærskel, jeg træder ud i vinterlandskabet med et suk. Energien er skiftet, stilheden i landskabet er markant, sne dæmper lyde og... Continue Reading →
Den næste morgen er der faldet sne, lette fnug falder fra skumringshimlen. Haven har skiftet udseende og er klædt i hvidt. Efterår er blevet vinter. Vi er tæt på nymåne og jeg mærker den indadvendte energi som modstand mod at stå op og blive konfronteret med Gwyneth og Maize i spisestuen. Søndagens måltider sørgede vi... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 