“Din nye brik er tillid, en dybere form for tillid. Venlighed er en hellig gral, det lærte du i går. Tillid er også et bæger. Et bæger fuld af venlig godtroenhed ikke at forveksle med naivitet.” Odderen er forsvundet ligeså pludseligt, som han dukkede op. For lidt siden gik han på stien, vi havde skabt... Continue Reading →
Odderen
Venlighed er en hellig gral. Hans ord lyder som et ekko gennem skoven. Venlighed, en hellig gral. Jeg ved, at jeg har fået en nøgle til at forstå den nye skovs hemmeligheder. At venligheden er en indgang. Mine skridt går gennem tæppet af grannåle, mellem slanke stammer og nedfaldne kogler, indtil granskoven med ét hører... Continue Reading →
En venlig mand
Jeg tager de første skridt og så de næste. Sollyset sniger sig ind mellem træerne og skygger danser. En kvinde begiver sig på vej. Den ukendte frænde er forsvundet, men hendes ord bobler i mit blod. ”Stol på din indre stemme. Lad aldrig mere tvivlen indfange dig og gøre dig svag. Du er stærkere end... Continue Reading →
I skoven
"Stol på din indre stemme, lad aldrig mere tvivlen indfange dig og gøre dig svag. Du er stærkere, end du tror. Følg dit indre kompas." Hun står mellem to birketræer som former en indgang. Her starter rejsen på ny. ”Skovens hvide damer kalder dig frem. Tøv ikke, rejsen er allerede startet, men du har brug... Continue Reading →
En lille fortælling om tillid
Der skete noget i går og forbindelsen blev genoptaget. En række småhændelser skabte midlertidigt kaos, men så pludselig faldt det hele på plads i en ny orden. ”Kaos, orden, kaos, orden” siger Cue, han følger mig tæt, men er stoppet op for at snuse til et træ. Den gamle eg i skovbrynet. Morgenen er ny... Continue Reading →