Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
”Denne morgen er en invitation.” Vi mødes ved daggry, vinden er iskold og vejen glat. Han fylder i landskabet på samme måde, som ilddragen gjorde det, men her er elementet jord. Roen damper fra hans varme krop. Dagen står åben. ”Nå” fortsætter han og kommer et skridt nærmere over det våde græs på engen. ”Tager... Continue Reading →
”Det er også en del af visdommens væsen” fortæller hun mig. Men jeg har spolet fortællingen lidt frem, lad os starte ved begyndelsen. Søen er i oprør, men hun er rolig. I dag var jeg helt bevidst om den vej, jeg valgte, min intention som en lysende stjerne i det urolige mørke. Flammen blafrede voldsomt,... Continue Reading →
Vi er tæt på tidspunktet for Imbolc, længslen er vågnet. Med langsomme skridt vandrer jeg gennem vind og regn. Snart kommer stormen. Jeg mærker det i kroppen som en skælvende uro, mens jeg går ud af vejen. En måge passerer over mit hoved på vinger af hvidt. Himlen er grå, skydækket tungt, naturen gør klar... Continue Reading →
Dér står hun med hemmeligheden i månens sidste lys. Dag afløser nat og vi mødes i et glimt af lykke. Et strejf af noget andet, et kærtegn og en stemme, der hvisker kom. Nu skal du bare høre. Det er hende, Tranen, på ét ben i vandet, tålmodighed og årvågen som få. Afslappet i krop... Continue Reading →
”Jeg mødte Grace i går” betror jeg ham, du ved, hende den vise kvinde fra skoven. På min fødselsdag dukkede hun op for at betro mig en hemmelighed.” Han nikker, stadig strategisk placeret i søens vintervand, indbegrebet af fokus og tålmodighed. Her er ingen sne, ej heller en dør, alligevel kom jeg uden besvær frem... Continue Reading →
Snestorm raser fra morgenstunden, jeg kan høre vinden hyle i piletræerne. Det er poetens musik. I dag en kaotisk komposition, eksperimenterede toner fylder luften på decembers anden dag. Jeg beder om at få øje på en dør, så jeg kan forlade dette virvar af tanker, stormvejr og fygende sne. Følelsen af, at det hele er... Continue Reading →
“Der er bare ingen ord” siger jeg til Tranen, som står i det mørke vandhul. ”Kun en dyb sorg i hjertet. Hvordan skal jeg dog beskrive den?” ”Ved at sætte ord på” svarer han nøgtern, mens han på ét ben holder øje med noget i vandet. Jeg bliver tavs, lader sorgen skylle igennem mig som... Continue Reading →
Jeg tænker på, hvad Mosekonen fortalte. På de små skridt, vi tager i en ny og ukendt retning i pagt med vores intention og det, der bor i hjertet. ”Man kan ikke snyde hjertet, siger tranen som står på ét ben i søen, hendes spejlbillede er som en vandet mosaik af gråhvide fjer. ”Det er... Continue Reading →
Det handler om at holde ved og plante frø i den muld, du tror på. Lad frøene spire i den jord, som træet gror på. Det sted i dit indre, hvor du har vished og hvor sjælen falder til ro. Der findes ingen anden ægte vej, de andre veje er udveje, smutveje og forsøg på... Continue Reading →
Hun forvandler sig for øjnene af mig. Den store fugl bliver til en gammel kvinde med ordet i sin magt. Hun er bærer af en ældgammel visdom, som har lidt slem grusom overlast og er blevet misbrugt og trampet på. Dog bærer hun ikke nag. Hun er ikke ude for at finde skyldige. Den slags... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 