Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Næste dag begynder det at dæmre. Jeg forstår noget nyt om energien. Det er ikke noget, man kan læse i en bog, det er et indre anliggende, en forbindelse, som både er subtil og stærkere end noget, jeg har oplevet før. Da jeg møder katten udenfor lågen, ser han nysgerrigt på mig som om han... Continue Reading →
Næste morgen møder jeg igen Ceridwen på stranden. Hun kommer gående mod mig fra syd. Jeg står stille og vinker til hende, hun nikker og med lange skridt når hun frem. Vinden har vendt sig og kommer nu fra vest, havet bruser kraftfulde bølger mod land. Det er køligt, diset og dråber af saltvand og... Continue Reading →
”Der er så mange udsagn om, hvad Nymånen er for en. Men du er nødt til at gøre din egen erfaring ved at følge månens cyklus. Hele vejen rundt. Og så rundt igen.” Ceridwen drikker en slurk af sin kaffe og lader sit blik vandre fra den ene til den anden. Elva, Maize og jeg.... Continue Reading →
Denne morgen går jeg langsomt. Lyset vækker mig og havet kalder mig ud. Inden morgenmaden træder jeg ud af havelågen og får øje på hende længere fremme på stien. Hun vender sig om og vinker til mig som havde vi en aftale, jeg ikke vidste om. Hun venter til jeg når frem og vi hilser... Continue Reading →
Næste morgen vågner jeg tidligt. Lyset er kommet, men der er længe til det tidspunkt, hvor Virginia åbner døren til spisestuen og bærer kaffen ind. Jeg kan ikke sove mere, så jeg beslutter mig for at stå op og gå til havet. Bag pensionatet tøver solen i flimrende morgenlys sejlende ind og ud mellem skyer.... Continue Reading →
Bag pensionatet lidt oppe af vejen til højre, er der en låge i stendiget, som fører ud på engen. Jeg har været her én gang før i marts, hvor vejen viste mig vej. Mine ben gik af sig selv og lod tankeprotester ligge bag efterårets blade. Denne gang er det anderledes, jeg går samme vej... Continue Reading →
”Du behøver ikke at forklare” siger Ceridwen til mig, da vi mødes på stranden først på eftermiddagen. Solen står højere nu og lyset er skarpere. Det samme er vinden, den skærer sig gennem huden og slår tromme på kolde knogler. Vinteren var lang, men nu er den ovre. ”Jeg ved alt” fortsætter hun ”alt, hvad... Continue Reading →
Jeg er gæst på Pensionatet og alligevel er det mit hjem. Men hvordan kan man være gæst i sit hjem? Det spørgsmål stiller jeg i min skrivebog på aprils anden dag og lader det stå. Det er ikke det eneste spørgsmål, jeg stiller. Gæsten i sit eget hjem får selskab af stille undren over, at... Continue Reading →
Elva har bestilt en taxi og proklamerer med et bredt smil, at hun giver en tur til byen. Det er tåget søndag, dagen før Forårsjævndøgn og jeg havde ikke tænkt mig at gå ud. ”Min fod er forstuvet” siger jeg indigneret til hende. Mangel på medfølelse og respekt for andres ulykke? Er det sådan, det... Continue Reading →
Hvad er dér i kanden, Fionnuala? Jeg ser på hende, mens hun udfører bevægelsen, lange fingre holder kanden og hælder forsigtigt indholdet op i et glas. Vi er alene i biblioteket, det er tidlig morgen og solen glider ind gennem vinduet og kaster lys på støv og edderkoppespind. Dust if you must. Fionnuala stiller kanden... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 