Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er Nymåne, da jeg tager i døren til pensionatet og opdager, at den er låst. Det undrer mig, for det er aldrig sket før. Døren er låst op fra det tidspunkt Virginia går i køkkenet for at tilberede vores morgenmåltid og låses først igen ved solnedgang. Hvis vi går ud efter solnedgang, har vi... Continue Reading →
Jeg har været væk fra pensionatet i en uge. En pludselig indskydelse fik mig til at erklære vinterferie og jeg tog af sted for at tilbringe lidt tid med min familie og mine venner. Det er selvfølgelig tilladt, men det sker på eget ansvar, for det kan være svært at vende tilbage og tage tråden... Continue Reading →
Når natten ender, er det morgen igen. Og som jeg skriver mig gennem dage og uger og opdager, at energien skifter og en ny årstid er ved at blive født, forstår jeg den cykliske sfære. Hver morgen er en ny begyndelse og en mulighed for at finpudse min intention. En skærpet opmærksomhed for de detaljer,... Continue Reading →
”Det sker på forskellige tidspunkter” siger Beithe og slår ud med armene som en dirigent, der leder musikken på vej. ”Og det er ikke et ukendt sted for rejsende kvinder i februar. Tomrummet.” Vi er samlet til morgenmad i spisestuen. I dag står menuen på blidegrød med svesker og ristede valnødder. Tykt flydende honning tegner... Continue Reading →
Når manuskriptet har forvandlet sig og jeg ved mere, end jeg gør nu, kan du læse om hvem jeg mødte i skoven. Om mange måneder, måske år. For jeg har igen sat fortællingerne fri, jeg har modstået min trang til at vide. Nu gør jeg mig modtagelig for de ord, der falder som regn på... Continue Reading →
Når vemod er forduftet og morgenen kommer med skarpt lys, vækkes et håb i mørket. Jeg har sovet længere end normalt og da jeg trækker gardinet fra, opdager jeg, at solen er kommet mig i forkøbet. Det samme er begivenhederne på pensionatet, for mens jeg sov, har Niamh forladt os og overladt undervisningen til en... Continue Reading →
Lyset er blot en rødlig sprække på himlen, da vi mødes til morgenmad i spisestuen på januars sidste dag. Det velkendte stik af vemod følger mig på vej ned af trappen, for inden dag og måned er omme, vil Niamh forsvinde som et spøgelse, man ikke helt ved om man så. Som Elva og jeg... Continue Reading →
Så er de her, de sidste dage af januar og det er mandag igen. Det, der skete og det, vi fik med os, ligger gemt i et skrin af forglemmelse. Jeg er taknemmelig over at min rejsedagbog rummer det, jeg ikke helt kan huske og at jeg ved at åbne den og læse mig ind,... Continue Reading →
”Kvækha!” hvisker Losgann fra løse linjer, men snart bliver hans hvisken både højere og mere dyb. Det bobler og så dukker han op på overfladen med et kækt udtryk i frøfjæset. Hans blik fanger mit og jeg ved at det er tid til at lytte. Udenfor kravler tågen over havelågen, lyset er dæmpet og gråt.... Continue Reading →
Der er morgener, som er anderledes end de andre. På overfladen ser de ens ud, mørket er markant. Endnu er det vinter og januar er blevet så begejstret for sin klædedragt af tunge skyer, at hun ikke vil tage den af igen. Jeg savner sol og lys nu, det er en længsel som har bidt... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 