Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Jeg går tidligt i seng, allerede kl. 2030 rammer jeg madrassen bevæbnet med en bog, en stak puder i ryggen og en kop dampende kamillete på natbordet. Det er et tidspunkt jeg elsker, når roen kommer sejlende på sit natteskib og jeg synker tilbage i puderne for at læse i min bog. En ægte fortællerske... Continue Reading →
“I nat er det fuldmåne” siger Niamh den næste morgen, vi sidder ved bordet i spisestuen og nyder vores morgenmad. Virginia har serveret fredagsgrød med blåbær og smeltet kokosolie. Kaffe, juice og vand med citron. Vi nikker i kor, det ved vi godt. Som fortællersker er vi opmærksomme på månens cyklus, vi mærker dens faser... Continue Reading →
Jeg læser de syv ørnes hemmelighed på vinterhimlen. Jeg lytter til musikken og svanernes sang. Jeg hører det lydløse og fornemmer dansen, den subtile rytme af hjertets klang. Jeg læser, jeg hører, jeg ser og jeg skriver det i min rejsedagbog på årets sidste dag. Der er te i mit krus, min personlige te, som... Continue Reading →
Dagen før Vintersolhverv begynder det at regne. Snart er sneen væk. Landskabet mørknes og æbletræet med sine stjernelys virker ensomt i haven. Der er sjappet på havegangen, tunge skyer pryder himlen og julestemningen daler flere grader på barometeret. Jeg ved, at Scarlett er i gang med forberedelserne til fejringen i morgen med bål på stranden... Continue Reading →
Vi kører hjem gennem snoede veje med stendiger og skarpe sving. Der er faldet mere sne og farten er langsommere, end da vi kørte ud. Virginia styrer bilen med overblik og kontrol. Hun kender landskabet og dets linjer, de små steder, hvor man skal være ekstra opmærksom. Vejret ser ikke ud til at genere hende.... Continue Reading →
Jeg vågner tidligt i vintermørket og føler mig frisk. Havet kalder og jeg beslutter mig for at gå en tur inden morgenmaden. Jeg sender en kærlig tanke til Gwyneth som ofte var ude, når andre sov. Hvor er hun henne nu? Det er stadig mørkt, da jeg forlader pensionatet, men æbletræet stråler og der er... Continue Reading →
Så kommer den dag, man har undladt at tænke på. Afskedens time banker på. Jeg ved det fra det øjeblik, jeg slår øjnene op og trækker gardinerne fra. Det er Gwyneths sidste dag på pensionatet. Mørket er grynet blandet med lys, finregn græder. Det gamle æbletræ svajer beklagende i vinden og i horisonten svæver en... Continue Reading →
Over varm kakao i den mørke nat lærer jeg Elva bedre at kende. Foran pejsen i køkkenet forstår vi, at vi ramte ind i samme energi. Den bratte opvågning, den tunge tristhed og ensomme følelse af mørke. ”På en måde er jeg glad for det” siger Elva, hendes røde hår glimter i lyset. Hun har... Continue Reading →
Det er vinden, som har vækket mig, vind der er blevet til storm og som rusker i huset. Dørene knirker og der er uro på pensionatet. Drømme forsvinder som en dråbe fordamper, det samme gør søvnen. Jeg står op for at drikke et glas vand og trækker gardinet lidt til side. Det gamle æbletræ danser... Continue Reading →
Vi spiser suppen i stilhed, lyden af skeer, der rammer suppeskåle og den knitrende ild i pejsen fylder rummet. Men i mit hoved er der ikke stille. Det flyder over med tanker om Maize, som er i familie med Gwyneth, men som påstår at hun er her på samme vilkår som mig. Hvordan kan det... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 