Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Dagen før Vintersolhverv begynder det at regne. Snart er sneen væk. Landskabet mørknes og æbletræet med sine stjernelys virker ensomt i haven. Der er sjappet på havegangen, tunge skyer pryder himlen og julestemningen daler flere grader på barometeret. Jeg ved, at Scarlett er i gang med forberedelserne til fejringen i morgen med bål på stranden... Continue Reading →
Søndag morgen på pensionatet, jeg står op på kanten af daggry og går en tur til havet. Bag mig rødmer himlen ved tanken om den nye dag. Der er poesi i luften, små snefnug finder vej blot for at smelte på vej ned. Jeg ved at Virginia er taget af sted for at besøge sin... Continue Reading →
Vi kører hjem gennem snoede veje med stendiger og skarpe sving. Der er faldet mere sne og farten er langsommere, end da vi kørte ud. Virginia styrer bilen med overblik og kontrol. Hun kender landskabet og dets linjer, de små steder, hvor man skal være ekstra opmærksom. Vejret ser ikke ud til at genere hende.... Continue Reading →
Scarlett tog os med i skoven. Men inden vi gik ud, samledes vi i det gamle bibliotek, hvor hun fortalte lidt om skovens univers. Om træerne som alene og i grupper er fulde af betydning for os. I den keltiske tradition har træerne meget specifikke betydninger. De fungerer som landmærker, de er udgangspunkter og steder,... Continue Reading →
Jeg beslutter mig for at blive ven med månen. Ikke at jeg ikke har beundret hendes rejse og de smukke fuldmånenætter. Men det har været den manglende søvn, jeg har haft fokus på og trætheden i dens kølvand. Irritation over at være vågen, når andre sov. Men uglen har lært mig at vende ulempe til... Continue Reading →
”De kort, der trækkes til dig på din fødselsdag, har ekstra stor betydning”, erklærer Scarlett December, mens hun vender de tre kort i stearinlysets skær. Vi sidder i et værelse, jeg ikke vidste fandtes. Hun kalder det tarotrummet. Tunge mørke gardiner for vinduerne, en bogreol med bøger, tarot- og orakelkort. Et rundt bord med hæklet... Continue Reading →
Det er mørkt, da jeg vågner, men jeg ved at det er morgen. Spændt som en lille pige juleaften strækker jeg mig, gaber og står op. Da jeg trækker gardinerne fra, ser jeg at haven er forandret. Æbletræet er klædt i en lyskæde bestående af gyldne stjerner og fakler lyser havelågen op. På lågen sidder... Continue Reading →
Jeg er nysgerrig. Indrømmet. Men jeg må sige til mit forsvar, at det ikke var planlagt, at jeg skulle vågne kort før midnat med et sæt. Jeg stod op og listede over gulvet hen til vinduet. Forsigtigt trak jeg gardinet til side og kiggede ud. Det var stjerneklart og jeg kunne tydeligt se haven, mine... Continue Reading →
Så kommer den dag, man har undladt at tænke på. Afskedens time banker på. Jeg ved det fra det øjeblik, jeg slår øjnene op og trækker gardinerne fra. Det er Gwyneths sidste dag på pensionatet. Mørket er grynet blandet med lys, finregn græder. Det gamle æbletræ svajer beklagende i vinden og i horisonten svæver en... Continue Reading →
Over varm kakao i den mørke nat lærer jeg Elva bedre at kende. Foran pejsen i køkkenet forstår vi, at vi ramte ind i samme energi. Den bratte opvågning, den tunge tristhed og ensomme følelse af mørke. ”På en måde er jeg glad for det” siger Elva, hendes røde hår glimter i lyset. Hun har... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 