Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Hun er urgammel, hun er landskabet under dine fødder, hun er bjergene og dalene. Hun er vejen til vandet og stenene på den vej. Hun er visdom, indre vished og indbegrebet af det mysterium, der bølger i dit bryst. Hun er tidevandet og månens sølvlys over havet. Hun er mørket, den del som rummer og... Continue Reading →
Velkommen februar. Nu er det tid for Imbolc og i morgen (2.2) fejrer vi Imbolc og det tiltagende lys ved en lys- eller fakkelfest og vækker lysets ånd midt i midvinteren. Jeg vil være at finde her i min skrivestue i selskab med 6 kvinder, der på denne særlige dag har sluttet cirkel og deltager i... Continue Reading →
Jeg skriver mig ind. Starter et sted og lader mig føre på vej af ordene. Undlader at kaste dom over de første linjer og afsnit og skriver mig varm. En dør åbnes og det sker uden anstrengelse. Den åbner sig bare og snart står jeg midt i det magiske rum. Energien skifter og jeg gribes... Continue Reading →
”Sommerens fortællinger og energiarbejde er undervurderet”, siger hun og smiler underfundigt. Og ofte lægger vi for store byrder på sommerens skuldre.” Vi er mig og hende. Timian og jeg. Og hvem Timian er, er jeg ikke helt sikker på, men hun har rumsteret i mit indre i de forgangne dage. Hun hvisker til mig, kildrer... Continue Reading →
En ny morgen, kold frost, skarpt lys, sol og forårsvind. Jeg dypper pennen i den smeltende dug og tegner cirkler. April spiller på mange tangenter, hendes musik strækker sig fra de blideste toner til dramatiske højder af blæst og hagl. "Tro ikke, at du kender mig, siger hun drilsk og forsvinder bag et træ." Det... Continue Reading →
Stille glider solen op på himlen, det fine tæppe af frost smelter og dagen er i gang. Noget i mig tøver, mens jeg varsomt træder ind i morgenen. En skønne dag. Så lever jeg. "Det er disse stunder, du skal gribe og gøre til dine egne", siger hun, "for de er selve livet. Lad være... Continue Reading →
Jeg har åbnet vinduet i min skrivestue. Foråret flyder ind i et lys, som er både blødt og skarpt på samme tid. Forsigtigt dypper jeg pennen i det øjeblik, der åbner mit hjerte og med et suk lader modstanden gå. Vi har passeret Forårsjævndøgn. Lyset boltrer sig dristigt som bølger over landskabet, et grønt hav... Continue Reading →
Forårsjævndøgn, hvisker hun og tænder skrivelyset. På bordet ved min side står den lysegrønne kop, kaffen er nylavet og dampende varm. Tøvende sætter jeg mig på stolen og lader blikket glide ud over landskabet. Her er stille i dag, naturen holder vejret. Et par gæs spankulerer forbi udenfor hegnet, de gør pause på marken og... Continue Reading →
Det tomme papir, de første ord, en dag midt i februar. Jeg har tændt Brigids lys og flyttet den store støbejernstage fra vinduet hen på skrivebordet. Nu synger de tre lys en næsten lydløs sang om det forår, som er undervejs. Det hvide, det røde og det grønne. Tidspunktet for Imbolc er passeret og i... Continue Reading →
Er der ord i dag? Er der en fortælling, et budskab, noget mellem linjerne? Jeg ved det ikke, men jeg sætter mig, tænder skrivelyset og lysene i Brigids stage i vinduet. Det hvide, det røde og det grønne. De to hyacinter, som var stille medvirkende på skriveworkshoppen i onsdags, er nu sprunget ud. Blålilla nuancer... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 