Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Jeg klatrer op af det samme bjerg, men jeg kommer ingen vegne. Det er mørkt, det er stejlt og jeg har lyst til at skrige: ”Så hjælp mig dog væk fra det her sted.” Det samme stejle bjerg, det samme mørke som en evig gentagelse af noget, jeg har oplevet før. Igen og igen. Det... Continue Reading →
Maj er frodig dejlighed. Maj er tidlige morgener, hvor lyset finder sprækker og siver ind. Maj er fuglesang, blomstring og blæst fra øst. Eidheann, siger jeg til mig selv, da jeg vågner tidligt og ligger stille i håb om at falde i søvn igen. Du skal nyde det nu. Ikke som en bebrejdelse, men en... Continue Reading →
Fem gæs flyver over mit hus ved havet. Dybt i november og på et sted, hvor mørket har fået magt. Daggry opstår som et hul i himlen, jeg står bag huset ved brændeskuret og ser det ske. Altid har jeg været en morgenfugl. Nu hilser jeg på de fem gæs som venner. Venner, der som... Continue Reading →
Det er på septembers syvende dag at jeg beslutter mig for at ære tomrummet. Ubetinget tillid, kaldte Ørnen det. Jeg forstår at tomrummet er et vilkår. Det findes ikke uden. Det er zonen mellem det, der var og det, der skal komme. Her opstår alt nyt liv og alle ny livstråde. Her bor ideer, der... Continue Reading →
Dagen før ”Stille nu” siger Willow May pludselig, da vi på majs fjerde dag sidder omkring spisebordet. Virginia har serveret frokost bestående af en nærende salat, brød og hjemmelavet hummus. Der er vand på kanden, hvor citronskiver og mynte svømmer omkring som havfruer. Stemningen er løssluppen og snakken går. Vi taler i munden på hinanden.... Continue Reading →
Vi sidder omkring morgenbordet på majs tredje dag. Elva og Maize fortæller, at de skal af sted for at mødes med deres respektive lærere. Nu ved jeg at Elva er i lære hos Grace på Primrose Café og at hun boltrer sig med kunsten at lave magisk te. En snert af misundelse stikker mig som... Continue Reading →
Næste morgen møder jeg igen Ceridwen på stranden. Hun kommer gående mod mig fra syd. Jeg står stille og vinker til hende, hun nikker og med lange skridt når hun frem. Vinden har vendt sig og kommer nu fra vest, havet bruser kraftfulde bølger mod land. Det er køligt, diset og dråber af saltvand og... Continue Reading →
Solsorten sidder på taget, da jeg træder ud af døren og lukker den bag mig. Jeg hører hans sang, før jeg får øje på ham i lyset på tagryggen. Han synger, fordi han kan og fordi dagen er ny. En hymne til solen, der er gledet op i horisonten bag pensionatet. En hymne til livet... Continue Reading →
Bag pensionatet lidt oppe af vejen til højre, er der en låge i stendiget, som fører ud på engen. Jeg har været her én gang før i marts, hvor vejen viste mig vej. Mine ben gik af sig selv og lod tankeprotester ligge bag efterårets blade. Denne gang er det anderledes, jeg går samme vej... Continue Reading →
Når manuskriptet har forvandlet sig og jeg ved mere, end jeg gør nu, kan du læse om hvem jeg mødte i skoven. Om mange måneder, måske år. For jeg har igen sat fortællingerne fri, jeg har modstået min trang til at vide. Nu gør jeg mig modtagelig for de ord, der falder som regn på... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 