Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Jeg stiller ingen krav til mig selv om at skrive noget bestemt, jeg har ingen særlige forventninger. Den slags sætter ofte en bom op på linjerne foran mig. Tunghed tvinger, modstand møder sig selv og udelukker det, der forsøger at komme til. Det ved jeg af erfaring, jeg har gjort det her så længe, at... Continue Reading →
Jeg lytter til lyden af morgen. Knitrende skridt i tøsne, spor efter hare og kat. Selv sætter jeg nye spor på morgenturen ud og forsøger helt bevidst at være til stede i hvert skridt. Livet er nu, hvor tit siger vi ikke det til os selv og hinanden. Livet er nu, også gennem svære passager... Continue Reading →
”Forbered dig på det bedste” siger hun med myndig stemme, ord uden tøven og fyldt med magi. ”Du ved, hvad du ønsker dig, nu må du være tro mod dit ønske.” ”Jamen” fremstammer jeg og mærker, hvordan noget i mig stritter imod. Modstanden vokser som en klump i halsen og tårer presser sig på. ”Hvordan... Continue Reading →
Denne morgen påkalder jeg mig fortællingens kraft og fatter pennen, så den kan føre mig på vej. Det er tid til at vende tilbage. Ikke så snart har jeg tændt mine skrivelys, før lyden af vingeslag rammer min sfære. En glidende landing, så selvfølgeligt og ikke helt uventet. Min ærkefrænde Ørnen. Han ler og ser... Continue Reading →
“Du er en gammel sjæl” siger Svanen og jeg nikker. Det har jeg vidst længe, men først nu går det op for mig, hvilken betydning det har. Efterhånden som masker krakelerer og regnen renser camouflagen bort, ser jeg verden på en ny måde. En gammel sjæl kommer til syne i øjnenes spejl. Vi har passeret... Continue Reading →
“Stol på magien” siger Maggi, den hvide ravn, som er kommet tilbage denne morgen. Mørket er tykt og ufremkommeligt, forsigtig tager jeg dagens skridt og gør holdt et sted på broen. Det svupper under sålerne på mine støvler, jeg står midt i en vandpyt og på rækværket ved min venstre side, har Maggi sat sig... Continue Reading →
Der er en frø og en hvid ravn på broen denne morgen. Jeg søger ikke en fortælling, jeg beskriver bare, hvad jeg ser. Endnu en diset dag, hvor solen synes for evigt forsvundet og månen er mørk. ”Er det dig, Losgann?” spørger jeg ud i luften, en kølig vind danser i øst. ”Kvækha!” lyder svaret... Continue Reading →
I mørket og i sorgens tidevand er der døre. Det fortæller jeg mig selv, mens jeg står på broen og spejder ud i horisonten. Jeg kan sige det med sikkerhed, fordi jeg har set det. Og i modsætning til tidligere tror jeg nu på det, som jeg ser. Det i sig selv er en dør.... Continue Reading →
Jeg bliver hentet af hunden ved hullet. Tid til at drage videre, en gåtur gennem mørket, en kærlig udforskning af det, der er broens landskab. Han taler i en munter tone, Cù, men der er bestemthed bag de lette ord. Det er ikke en invitation, jeg skal nøle med at tage imod, det er døråbning.... Continue Reading →
Det starter ikke altid med en fortælling. Nogle gange er der bare en bro. Her befinder jeg mig ved daggryets fødsel, et vidne til det, der er. Jeg lytter til lyden af vandet under broen og får øje på den nye dags billede. Skvulpende og tørstig efter at leve. Et skridt, et åndedrag og så... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 