Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Klokken har forladt tretten og vi forlader pensionatet. Willow May og jeg. Vi skal en tur i skoven. Jeg er kommet mig over morgenens misforståelser, der nu mest af alt synes som en behagelig spøg. Vi går ud af lågen og tager stien til højre, der fører os sidelangs pensionat og have og ud på... Continue Reading →
Dagen før ”Stille nu” siger Willow May pludselig, da vi på majs fjerde dag sidder omkring spisebordet. Virginia har serveret frokost bestående af en nærende salat, brød og hjemmelavet hummus. Der er vand på kanden, hvor citronskiver og mynte svømmer omkring som havfruer. Stemningen er løssluppen og snakken går. Vi taler i munden på hinanden.... Continue Reading →
Vi sidder omkring morgenbordet på majs tredje dag. Elva og Maize fortæller, at de skal af sted for at mødes med deres respektive lærere. Nu ved jeg at Elva er i lære hos Grace på Primrose Café og at hun boltrer sig med kunsten at lave magisk te. En snert af misundelse stikker mig som... Continue Reading →
Som jeg har skrevet lidt om før, er jeg i fuld gang med forårsrengøring på min skriveskole. Efter otte år som skrivecoach og underviser har jeg fået så værdifuld erfaring, at jeg synes der er brug for en opdatering. Bl.a. tilbyder jeg til høst 2023 en ny udgave af mit klassiske kursus Fortællersken Intuitiv Skrivning.... Continue Reading →
Når man lærer at trætheden er en ven. Når man begynder at opdage, hvordan man bruger energien. Når det dæmrer i skumringen og alt falder på plads. Igen. Så ved man. At der er en vis bremselængde og at ting tager tid. Jeg takker for min samtale med Ceridwen og for læringen om den usynlige... Continue Reading →
Solsorten sidder på taget, da jeg træder ud af døren og lukker den bag mig. Jeg hører hans sang, før jeg får øje på ham i lyset på tagryggen. Han synger, fordi han kan og fordi dagen er ny. En hymne til solen, der er gledet op i horisonten bag pensionatet. En hymne til livet... Continue Reading →
Næste morgen vågner jeg tidligt. Lyset er kommet, men der er længe til det tidspunkt, hvor Virginia åbner døren til spisestuen og bærer kaffen ind. Jeg kan ikke sove mere, så jeg beslutter mig for at stå op og gå til havet. Bag pensionatet tøver solen i flimrende morgenlys sejlende ind og ud mellem skyer.... Continue Reading →
Bag pensionatet lidt oppe af vejen til højre, er der en låge i stendiget, som fører ud på engen. Jeg har været her én gang før i marts, hvor vejen viste mig vej. Mine ben gik af sig selv og lod tankeprotester ligge bag efterårets blade. Denne gang er det anderledes, jeg går samme vej... Continue Reading →
Jeg er gæst på Pensionatet og alligevel er det mit hjem. Men hvordan kan man være gæst i sit hjem? Det spørgsmål stiller jeg i min skrivebog på aprils anden dag og lader det stå. Det er ikke det eneste spørgsmål, jeg stiller. Gæsten i sit eget hjem får selskab af stille undren over, at... Continue Reading →
Jeg går ud af døren, ned af havegangen og åbner lågen. Det har regnet og luften er tyk af fugt. I dag går jeg til højre ud af den lille vej, der fører mig frem til den store. Drejer man til venstre, går vejen mod byen, men vejen til højre fører dig længere ud på... Continue Reading →
