Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
“Vil du finde din stemme, så lyt til solsortens sang. Pluk de røde bær i skovbrynet, gå glædens vej. Det er som at navigere din båd gennem skærgården, når bølgerne går højt. Der er steder, du må sejle udenom. ”Men hov”, jeg lytter, da noget i mig protesterer, ”var det ikke netop meningen, at jeg... Continue Reading →
Det blev en fin dag. En efterårsdag med sol fra morgenstunden og et løfte fra krager og glenter. Fortællinger vil lande, berige og berøre. Og sådan er det som regel med fortællingerne, de finder os og lander så fint, når vi har skabt rum og gjort os åbne og modtagelige. Jeg holdt intuitiv skriveworkshop i... Continue Reading →
Det er september. Vi er trådt over tærsklen til efterår og luften er køligere nu. Om morgenen ligger duggen tungt over landskabet og Mosekonen er til stede ved daggry med sin gryde. Jeg ser hende fra badeværelsesvinduet og ved. Dette er et godt tidspunkt at gøre status og sige tak, inden rejsen går videre ind... Continue Reading →
Er dér en fortælling? Det er ordene, jeg skriver og spørgsmålet, jeg stiller når jeg om morgenen møder op til de tomme sider. Jeg lader spørgsmålet fragte mig, som en nøgle åbner det døren og jeg kan træde ind. Det magiske rum med morgenlys og spindelvæv. Den store spinderok i hjørnet. Det støvede skrivebord og... Continue Reading →
Fuldmåne min, endelig overgav jeg mig til dig. Endelig forstod jeg, at du har været så insisterende, fordi vi to hører sammen og du spejler dit lys i min sjæl. Hengivelse, jeg hører min sjæl hviske i glæde og genkendelse, endelig kom hun frem til det sted, hvor floden er dyb nok og hvor trangen... Continue Reading →
”Din tillid er altafgørende. For husk, det er ikke hvad du tror på, det er hvad du har tillid til.” Jeg er egentligt ikke forbavset over at hende i den skikkelse, hun passer som fod i hose til det, der rører sig hos mig lige nu. I morgenens første lys står hun med solopgangen som... Continue Reading →
Frost, stille morgen, sommertid og solskin. Hverken hun eller jeg er vilde med, at man skruer på tiden, frem og tilbage, det går ud over døgnrytmen og vi danser ikke længere i takt. Harmonien brydes som lys i skåret glas. Søvnen var dårlig, men nu står vi her i daggryet og skuer ud over landskabet.... Continue Reading →
Som en kvinde opdagede det på sidste FORTÆLLERSKEN hold, er det helt normalt at have to eller flere stemmer i fortællingerne, efterhånden som vi lærer de forskellige steder i os selv at kende og kaster lys på dér, hvor der var mørke. Men hvordan lyder mørket? Og lyset? Hvordan bliver fortællingen, hvis jeg skriver den... Continue Reading →
Det blev en fin skrivedag. En efter en ankom de, kvinderne og fandt deres plads ved det store bord i skrivestuen. Skrivebøger og penne blev pakket ud, mens lysene blafrede og blomsterløgene stod i deres krukker på bordet. Imbolc. Det var i den anledning, at vi sluttede cirkel. På en kold februar dag hægtede vi... Continue Reading →
Det er tid til, at du tager hende til dig. Præcist som hun er. Det er tid til at forene alle hendes modsætninger, lys, skygge og kontraster. Det er tid til at se hendes sjæl. I accept af, at hun er ikke enten eller, men både og kan du byde hende op til dans og... Continue Reading →
