Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Blå morgen med stjerner og månerester. Blå morgen med håb. Nu kan man mærke, at lyset er vokset og dagen er tiltaget med femogfyrre minutter. Især når himlen byder på morgenstykker med blå og skyerne spreder sig og giver plads til kulden. Jeg vågner inden det sker og ligger længe i håb om at falde... Continue Reading →
"Hvad hvis det eneste, du skal gøre nu er at acceptere dig selv fuldt og helt? Tillade hver eneste følelse at blive følt og passere, at mærke og tillade med kærlighed og medfølelse? Som Vanddragen sagde til dig forleden dag i Sverige: Så simpelt og dog det sværeste i verden." Det er Ravnen som er... Continue Reading →
At give slip er en proces. Fra tidspunktet ved Vintersolhverv, hvor vi stod tæt på bålet og mumlede en stille bøn. Det var aften, det var mørkt. Det sneede, flammer og vand forenedes, fra is til ild. ”Jeg giver slip” sagde jeg og vidste præcist, hvad jeg gerne vil af med.”Jeg springer ind i… ”... Continue Reading →
Det var kattens. Så er hun her igen, det er længe siden sidst, men i skrivelysets skær står hun frem med sit budskab. Stolt i sin krop, sikker i sjælen, hun er ikke til salg og det nytter ikke at lefle for hende. ”Befriende” udbryder jeg, mens pennen glider over papiret og et landskab åbner... Continue Reading →
Jeg skriver til lyden af silende regn og fuglesang. Jeg skriver til lyden af torden. Vinduet står åben og vi er kun få skridt fra Sommersolhverv. Dagen begyndte tidligt, det er en af de dage, hvor trætheden danser og huden er tynd. En af de dage, som kalder på selvomsorg og kærlighed fra et sted... Continue Reading →
Jeg står ved en skillevej sammen med Ulven. Hende, som ville lære mig om vildskab og alt det, der hører med. Selvomsorg. Grænser. Accept af den kreative cyklus og min egen dans i den. Vildskab er ikke altid heftig fremfusen og vigør. Kunsten at turde vente er hun også en slags mester i. Selv er... Continue Reading →
”You think you can avoid pain, but actually you can’t. If you do, you just get sicker or you feel more pain. But if you can speak it, if you can write it, if you can paint it, it’s very healing.” – Sue Monk Kidd – De kvindelige fortællinger er ikke enten eller. De er både og.... Continue Reading →
Der er ham igen. Merkur. Med logrende hale uden overdrivelse, hovedet rejst og den krøllede pels fuld af morgendug og dråber. Ja, jeg er her skam endnu, synes han at sige og jeg nikker til hilsen. Solen har fundet vej gennem disen og skinner blegt fra sin platform i øst. Langsomt bevæger den sig videre... Continue Reading →
Hvad nu hvis din sjæl kender vejen og ved, hvad der vil skænke dig sindsro og glæde i livet? Hvis livsfloden flyder en gylden sti i dit blod og det eneste, du skal mestre er tilliden til din egen kraft og formåen? Hvis du brænder de falmede facitlister til livet og rejsen, som andre har... Continue Reading →
Et strejf af vemod rammer mig, da jeg træder ind i cirklen foran den gamle bøg. I dag skal jeg tage imod det sidste blad, den sidste fortælling. Dér hænger det, bladet i morgensolen, der har fundet vej gennem et mønster af grene. Lyset er blødt og luften fugtig, efteråret er fremskredent og kulden mærkes... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 