Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Porten knirker og åbner sig på rustne hængsler. Dagen er stået op. Det samme er den kvinde, der nærmer sig med hastige skridt, hun småfryser i den kolde vind. Og her starter foråret, tænker hun. Ha! Da hun når helt frem til den røde mur, blafrer porten i vinden. Hængslerne knirker skingert og en stemme... Continue Reading →
”Det er også en del af visdommens væsen” fortæller hun mig. Men jeg har spolet fortællingen lidt frem, lad os starte ved begyndelsen. Søen er i oprør, men hun er rolig. I dag var jeg helt bevidst om den vej, jeg valgte, min intention som en lysende stjerne i det urolige mørke. Flammen blafrede voldsomt,... Continue Reading →
Jeg ser stjernen, da jeg træder ud af døren og kigger mod øst. Rester af natteblå hænger ved. Mellem skyerne har den fundet sig en sprække og den er det første, jeg ser. Stjernen. Jeg er hende som vandrer om morgenen og følges med dagens første lys. Min gåtur er en hellig gerning. Du ser... Continue Reading →
Der var engang og engang var der ikke. En ræv og en ravn. “Du er blevet for tam” siger Ræven og det er lidt af en påstand, for hvad betyder det? Hun kalder sig Sionnach og møder mig i mørkekanten før dagen gryr. Det er en kold januar morgen, hvor man spørger sig selv: Hvad... Continue Reading →
”Slap af og få en mere afslappet og åben tilgang til livet” siger Bradan, som er laks. Den helligste fisk af dem alle. Således får jeg rådgivning hos stammens ældste, den svømmende medicinmand. Vi mødes samme sted som i går, jeg med en vis forundring i stemmen, da jeg hilser og siger hej. ”Vær hilset”... Continue Reading →
At give slip er en proces. Fra tidspunktet ved Vintersolhverv, hvor vi stod tæt på bålet og mumlede en stille bøn. Det var aften, det var mørkt. Det sneede, flammer og vand forenedes, fra is til ild. ”Jeg giver slip” sagde jeg og vidste præcist, hvad jeg gerne vil af med.”Jeg springer ind i… ”... Continue Reading →
”Nu kan det vel næppe komme som en overraskelse”. På vej gennem stormen og hagl fra vest, passerer jeg porten og går igennem uden at ænse det. Det sker bare, og det eneste jeg registrerer, er den måde hvorpå vinden skubber mig mod øst. Hagl hjælper til, ubehagelige nåle prikker til min hud og på... Continue Reading →
Hvis der er en fortælling, så må jeg hente den frem fra bunden af det store hav. Er det en søhest? En perle i hjertet af en musling? Er det en sjælden fisk, en krabbe eller en tangtråd, der fører mig frem til en selkie? Hvis der er en fortælling i dag, må jeg bede... Continue Reading →
“All is well” siger Wren, “du er ikke forkert.” Dis danser, sne smelter og kvinde træder ud af sin hoveddør og møder en fugl. ”Hov, det går for hurtigt, burde jeg ikke gå dig i møde og gennem porten til Det Magiske Univers?” ”Du er vågnet i Det Magiske Univers” siger Wren, som egentlig er... Continue Reading →
“Er det dig igen, Gås?” Et unødvendigt spørgsmål, for hun står dér lyslevende overfor mig, frænden som mødte mig ved solhverv. Man siger så meget og hun svarer da heller ikke, står bare og betragter mig i det blå mørkes lys. Begge er vi blevet stille. Dér går et øjeblik og dér et mere. Vi... Continue Reading →
