Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
“Vil du finde din stemme, så lyt til solsortens sang. Pluk de røde bær i skovbrynet, gå glædens vej. Det er som at navigere din båd gennem skærgården, når bølgerne går højt. Der er steder, du må sejle udenom. ”Men hov”, jeg lytter, da noget i mig protesterer, ”var det ikke netop meningen, at jeg... Continue Reading →
Tre lys brænder i cirklen af sten og fjer, lyset er dæmpet. En kølig og blæsende morgen fragter tankerne i forvejen, hvor de møder efterårets ånd. ”Det er ikke endnu” brummer en stemme og tankerne vender slukørede tilbage. Men hvad så da? På skrænten, hvor lyngen blomstrer, møder jeg Reithe, Vædderen. Han står på en... Continue Reading →
“Skriv dig ind i længslen, skru op for det nu” sagde Eala til mig i går. Eala er den ældste fortællerske, hun er min mentor og læremester. Når hun dukker op, er det tid til at skærpe sanserne og forny koncentrationen, det indre fokus. Det er let at komme på afveje, alt for let og... Continue Reading →
Naturen holder vejret, vejen ligger stille hen i morgendis. ”Lyt”, hvisker nogen i mit øre, ”lyt dybere og mere helhjertet nu, lad længslen føre dig på vej. Længslen er din ven, lev den og ær den.” Naturen er stille, et par fugle synger rent fra æbletræerne i den vilde del af haven. Stilheden griber mig,... Continue Reading →
Jeg må smile af mine egne formodninger. Det er morgen efter regnen og skydækket ligger som et hæklet tæppe smidt over den endnu sovende dag. Enkelte solstrejf finder vej gennem huller i tæppet og spejler sig i dråberne på marken. Jeg smiler, da jeg får øje på hende i kanten af kornet, byg hvis du... Continue Reading →
“Det er de store følelsers tid” siger Sælen, som uventet er dukket op på min kyst. Han er ikke inviteret. Længere nede på bredden ved det sted, hvor floden løber i havet og vandene mødes, kan jeg skimte Odder. To frænder og masser af vand. Selvom sommerens element er ild. ”Ild og vand, kvinde og... Continue Reading →
Han kommer til syne mellem stenene. De linjer skriver sig selv, jeg ville have skrevet noget helt andet. Men pennen har taget over. Nu står han dér, en kæmpe drage og han har vinden med sig. Født i øst på en kold forårsdag, han er guden af nye begyndelser. De første skridt er vaklende og... Continue Reading →
"Jeg vil skrive noget fint og poetisk", siger jeg til Slangen Nathair, som kigger frem fra mørket. ”Fange et glimt af solopgangen, danse med nattens sidste stjerne. Jeg orker ikke flere ord om transformation og svære steder i mørket, hvor man holder ud og bliver inde. Jeg er færdig med at finde mig i det!”... Continue Reading →
Solsorten i al sin pragt. Den Sorte Druide. Jeg bliver glad for at se ham og høre hans sang. Han kalder fra tusmørket, inden lyset har fundet sin sprække. Han synger sin sang. Det blå mørke omslutter os som en dyne, selvom vi for længst er stået op. Søvnen var gavmild og jeg føler mig... Continue Reading →
Sprød morgen løfter sin vinger, lille lys kigger ud. Natten letter på sin dyne. Endnu er det mørkt og resterne af fuldmånen dingler som en vindblæst lanterne og spreder sit lys over marken. Er meget mere end et tilfældigt stykke land. Det er her, da jeg passerer æbletræet og vejen slår et blødt sving til... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 