Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Du får brug for alle sider af dig selv. Alle dine kvinder.” Ravnen, der siges at være sort som natten, lander på en gren i det krogede æbletræ. De sidste frugter ligger på jorden, dufter af forfald og æblesnaps. ”Rodenergiens Calvados” fniser hun og en gren flækker af grin i vinden. Jeg føler mig godt... Continue Reading →
"Det er blevet for alvorligt” siger Odder og smiler bredt, lyset spiller i hans øjne. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, lyset, for dagen holder fast i natten og ingen ved, hvor den ene begynder og den anden hører op. Er det en dans? Et skuespil? En kærlighedsaffære? ”En leg?” foreslår Odder, som i... Continue Reading →
“Nu ved du det.” Tyren har talt og han taler endnu. ”Du kan hvile trygt i din vished. Det, du mærker, betyder ikke at du ikke mestrer det og må give fortabt. Hold ud, men gør det inde. I vinterens trygge favn.” Et tifoldigt HA undslipper mine læber og vækker den søvnige dag. Blåt mørke... Continue Reading →
Det er Ulven. I samme sekund ser jeg billeder og hører hviskende ord. Som i en film. Min sjæl forstår, det indre landskab svøbes i blødt lys og hårde kanter smuldrer. Solen hejser flaget i øst, lyset vender tilbage. Hun kommer nærmere. Jeg stopper op foran et hus, der var engang. Laden er brændt. Jeg... Continue Reading →
”Jeg mødte Grace i går” betror jeg ham, du ved, hende den vise kvinde fra skoven. På min fødselsdag dukkede hun op for at betro mig en hemmelighed.” Han nikker, stadig strategisk placeret i søens vintervand, indbegrebet af fokus og tålmodighed. Her er ingen sne, ej heller en dør, alligevel kom jeg uden besvær frem... Continue Reading →
Der er gået et år, siden Aimee tog af sted og jeg sidst på eftermiddagen tog det første skridt ud på Sorgens Bro. Min decemberrejse blev en overgang, hvor jeg ikke skyndte mig videre eller forsøgte at dulme min smerte. Mine to gamle hunde var begge draget videre med kun fire måneders mellemrum og den... Continue Reading →
Måske var det ikke just ham, jeg håbede at møde på de første sider af min nye skrivebog. Jeg har netop indviet bogen og den vinterrejse, jeg nu sætter ud på. Så træder han frem i sprækken mellem nat og dag. Mørket er tykt som et vattæppe. Måske er det ikke just et drømmescenarie, men... Continue Reading →
Der må være sket noget, mens jeg sov. Et skift. ”A return to love” hvisker en stemme som et kys blandt træer. ”Det er et mirakel.” Jeg nynner en gammel sang, mens jeg går, nogle af ordene synger jeg højt og skoven, som åbner sig for mig på vintermørk morgen, synger med. Det, der betyder... Continue Reading →
Ravnen råber om autencitet og sandhed. Ravnen synger om at være tro mod sit hjerte. Det gør hun i tusmørket fra en gren i det gamle træ. Haren kommer til syne på brun pløjejord, jeg må anstrenge mig for at se ham. De er begge frænder i dag. Ravnen og Haren. Sådan starter min morgen.... Continue Reading →
Så siger hun det, jeg ikke vil høre. Jeg vidste det i samme sekund, jeg så hende. Ansigt til ansigt med mit potentiale, bakker jeg flere skridt tilbage. Kan ikke tro det. Vil ikke tro det. ”Tør ikke tro det”, siger hun, ”men årshjulet er drejet og nu står du her igen. Foran kærlighedens hule.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 