Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Det er også en del af visdommens væsen” fortæller hun mig. Men jeg har spolet fortællingen lidt frem, lad os starte ved begyndelsen. Søen er i oprør, men hun er rolig. I dag var jeg helt bevidst om den vej, jeg valgte, min intention som en lysende stjerne i det urolige mørke. Flammen blafrede voldsomt,... Continue Reading →
Jeg ser stjernen, da jeg træder ud af døren og kigger mod øst. Rester af natteblå hænger ved. Mellem skyerne har den fundet sig en sprække og den er det første, jeg ser. Stjernen. Jeg er hende som vandrer om morgenen og følges med dagens første lys. Min gåtur er en hellig gerning. Du ser... Continue Reading →
Jeg skriver i en solstråle, skarpt lys trænger gennem vinduesglas og skygger danser. Det er morgen efter nattestormen. Her stopper ordene, men jeg skriver alligevel det, der ikke er. Dristig i det skarpe lys sandhed bevæger jeg mig ind og tager ikke det tilsyneladende for gode varer. Jeg lytter til stormens sang, et orkester af... Continue Reading →
Vi er tæt på tidspunktet for Imbolc, længslen er vågnet. Med langsomme skridt vandrer jeg gennem vind og regn. Snart kommer stormen. Jeg mærker det i kroppen som en skælvende uro, mens jeg går ud af vejen. En måge passerer over mit hoved på vinger af hvidt. Himlen er grå, skydækket tungt, naturen gør klar... Continue Reading →
At give slip er en proces. Fra tidspunktet ved Vintersolhverv, hvor vi stod tæt på bålet og mumlede en stille bøn. Det var aften, det var mørkt. Det sneede, flammer og vand forenedes, fra is til ild. ”Jeg giver slip” sagde jeg og vidste præcist, hvad jeg gerne vil af med.”Jeg springer ind i… ”... Continue Reading →
”Nu kan det vel næppe komme som en overraskelse”. På vej gennem stormen og hagl fra vest, passerer jeg porten og går igennem uden at ænse det. Det sker bare, og det eneste jeg registrerer, er den måde hvorpå vinden skubber mig mod øst. Hagl hjælper til, ubehagelige nåle prikker til min hud og på... Continue Reading →
Solsorten i al sin pragt. Den Sorte Druide. Jeg bliver glad for at se ham og høre hans sang. Han kalder fra tusmørket, inden lyset har fundet sin sprække. Han synger sin sang. Det blå mørke omslutter os som en dyne, selvom vi for længst er stået op. Søvnen var gavmild og jeg føler mig... Continue Reading →
“Du kender sandheden, du ser den, mærker den i krop og sjæl. Men du skubber den bort, fordi den er ubehagelig. Den passer ikke ind i det verdensbillede, du fik overdraget. Den siger det, der forblev usagt, fordi det var anderledes og provokerende for dem, der hørte din sang. Du skubbede den bort, fordi den... Continue Reading →
Dér står hun med hemmeligheden i månens sidste lys. Dag afløser nat og vi mødes i et glimt af lykke. Et strejf af noget andet, et kærtegn og en stemme, der hvisker kom. Nu skal du bare høre. Det er hende, Tranen, på ét ben i vandet, tålmodighed og årvågen som få. Afslappet i krop... Continue Reading →
”Du får brug for alle sider af dig selv. Alle dine kvinder.” Ravnen, der siges at være sort som natten, lander på en gren i det krogede æbletræ. De sidste frugter ligger på jorden, dufter af forfald og æblesnaps. ”Rodenergiens Calvados” fniser hun og en gren flækker af grin i vinden. Jeg føler mig godt... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 