Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Jeg er ikke længere i tvivl om, hvem jeg er og hvorfor pennen skrev mig frem til pensionatet. Måske har du oplevet selv? Man vågner en morgen og ved, at man er præcist hvor man skal være. Sådan har jeg det denne morgen ved Vintersolhverv. Mørket omslutter mig på årets længste nat. Jeg står op... Continue Reading →
Der var engang og engang var der ikke. En ræv og en ravn. “Du er blevet for tam” siger Ræven og det er lidt af en påstand, for hvad betyder det? Hun kalder sig Sionnach og møder mig i mørkekanten før dagen gryr. Det er en kold januar morgen, hvor man spørger sig selv: Hvad... Continue Reading →
Disen danser over markerne, luften er tyk af fugt og modent korn. Gyldne er de farver, som møder mit øje i en cirkel af tåge og lys. Lige dér træder hun frem som en rødlig skygge, forsigtigt bevæger hun sig frem. Yndefulde bevægelser bevæger mig og kalder nåden frem i mit hjerte. ”Kom nærmere” hvisker... Continue Reading →
Diset daggry, der står hun og betragter mig, næsten usynlig i den papirtynde dis. Lyset har samlet sig om hende og bevæger sig, når hun gør. Instinktivt ved jeg, at hun er min frænde i dag, men jeg løber ikke efter hende og vifter med arme og ben. Jeg råber ikke, for mit kald er... Continue Reading →
“Du ved det. Tiden er kommet, men den kommer indefra dig. Stå ved, hvem du er. Kom ud i lyset, selvom det er sparsomt på morgener som denne. Og tag aldrig din krone af for nogen.” Det er Boar og det er store ord på en blæsende morgen som denne. Vinden rusker i træer og... Continue Reading →
Er det gåsen eller ulven, der taler? De er dér begge to og tonerne af en sang ruller som perler for mine fødder. Tager du tråden op? Vælger du med kærlig omhu og et drys intuition de perler, der skal pryde din kæde, den du bærer om halsen tæt på hjertet? Nu, hvor efteråret …... Continue Reading →
Jeg skriver til lyden af silende regn og fuglesang. Jeg skriver til lyden af torden. Vinduet står åben og vi er kun få skridt fra Sommersolhverv. Dagen begyndte tidligt, det er en af de dage, hvor trætheden danser og huden er tynd. En af de dage, som kalder på selvomsorg og kærlighed fra et sted... Continue Reading →
Lad os lige få en ting på det rene. Jeg har faktisk truffet et valg og det er baseret på kærlighed. Men noget i mig er frygteligt bange. Det, som synes så kærligt og indlysende ved højlys dag, virker ikke helt efter hensigten kl. 3 om natten. Tværtimod. Og jo mindre jeg sover, desto større... Continue Reading →
Jeg står ved en skillevej sammen med Ulven. Hende, som ville lære mig om vildskab og alt det, der hører med. Selvomsorg. Grænser. Accept af den kreative cyklus og min egen dans i den. Vildskab er ikke altid heftig fremfusen og vigør. Kunsten at turde vente er hun også en slags mester i. Selv er... Continue Reading →
Skrivelysene blafrer i brisen, solen smyger sig gennem det åbne vindue og bader bordet i lys. Det er dit hellige sted i dag. Det valg, du har truffet, den disciplin, du mønstrer, båret af din intention og vished i hjertet. Du har lært dig selv at lytte og det anerkender jeg dig for. Jeg er... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 