Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
For anden gang i august er det fuldmåne. Jeg går ud i haven inden sengetid med min plaid svøbt omkring mig og i gummistøvler, for græsset er vådt. Her står jeg under æbletræet og ser hende svæve gennem skyerne i diset lys. Månen. Fugtige skygger rækker ud fra buskadset og et sted i nærheden kan... Continue Reading →
Det blev en fin aften fuld af højtidelighed og glæde. Det gør godt at fejre og få øje på alle de frugter, sommeren har båret vores vej. Ofte har man fokus på mangler, ofte finder tankerne negative tråde og man hænger fast som en flue i et edderkoppespind. Dervla var ceremonimester og Virginia havde tilberedt... Continue Reading →
Landskabet sluger os. Elva fører bilen sikkert gennem sving og kurver, som havde hun ikke bestilt andet. Hun nyder tydeligvis at køre. Selv sidder jeg på passagersædet og indtager synet af bølgende marker, grønne enge, får, køer og stengærder. Vilde blomster danser i grøftekanten, de røde valmuer har fået selskab af cikorie med sine klare... Continue Reading →
“Steady and slow. Breathe and flow.” Jeg husker sidste sommer ved det magiske vandhul og får lyst til at genlæse de fortællinger, som opstod dér. Møderne med Losgann, den vise frø, som lærte mig om sensitivitetens styrke. Nu får jeg lejlighed til at takke ham, han sidder i vandkanten og synger sin sang. Kvækha! Det... Continue Reading →
“You are on the verge of a miracle” “Du star på kanten af et mirakel.” Laksen kan mange sprog, men han er mest hjemme i vandsprogets sfære. Uventet måske, men han er god at konsultere, når det handler om hjerteanliggender og følelsesmæssig intelligens. Mine ord får ham til at klukle. Højt. Lakselatter fylder rummet og... Continue Reading →
Det, der sker lige nu, er at jeg ihærdigt forsøger at få en fortælling frem. Selv min lytning er lettere anstrengt. Derfor skriver jeg fra det sted i stedet for at blive i presset eller helt at lade være. En fortællerske ved, at der er mange veje ind. Alene det at skrive sender mig i... Continue Reading →
Denne morgen påkalder jeg mig fortællingens kraft og fatter pennen, så den kan føre mig på vej. Det er tid til at vende tilbage. Ikke så snart har jeg tændt mine skrivelys, før lyden af vingeslag rammer min sfære. En glidende landing, så selvfølgeligt og ikke helt uventet. Min ærkefrænde Ørnen. Han ler og ser... Continue Reading →
Sorgen har ændret sig, maskerne er blevet løse som en trøje strikket på tykke pinde. Sorgen fremstår som et væsen gjort af lige dele accept og træthed. Jeg tager endnu et skridt på broen, mørket er sort og regnen falder. Regn som renser, rengør og vasker størknede tårer bort. Det første skridt ind i en... Continue Reading →
Der er ordløse steder i sorgens land. Der er tidspunkter, hvor mørket er et fængsel. På de steder bor ingen fortællinger, det er et tomrum, hvor ordløshed er dronning. Jeg befandt mig på et af de steder i går, så jeg trak mig tilbage til min læsestol og lod andres ord tage over. Jeg vælger... Continue Reading →
Efter nogle dage opdager jeg, at broen er meget anderledes end jeg troede. Den strækker sig både i længde og bredde og efterhånden går det op for mig, at broen ikke er bare. En bro. I går skete der noget ordløst, som gjorde at jeg tog et skridt, der på en almindelig bro ville have... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 