Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Bag pensionatet lidt oppe af vejen til højre, er der en låge i stendiget, som fører ud på engen. Jeg har været her én gang før i marts, hvor vejen viste mig vej. Mine ben gik af sig selv og lod tankeprotester ligge bag efterårets blade. Denne gang er det anderledes, jeg går samme vej... Continue Reading →
Ceridwen er en anderledes lærer end de andre. Det mærker jeg snart. Hun er mere som en veninde af den vilde slags, en, man møder på stranden i østenvind og som slår ud med armene som i en invitation. Hendes undervisning er ikke planlagt, endnu har hun ikke indkaldt til møder i biblioteket, men synes... Continue Reading →
Igen i år afholder jeg sommerskriveskole for kvinder. Kurset hedder "Intuitiv Skrivning, Skoven". Forløbet foregår online i perioden 5. juni – 31. august. Det betyder dog ikke, at du skal være online hele tiden, tværtimod. Fortællerskens Sommerskriveskole inviterer også til, at du logger off og bruger tid alene. I haven. Ved havet. Og i skoven... Continue Reading →
”Du behøver ikke at forklare” siger Ceridwen til mig, da vi mødes på stranden først på eftermiddagen. Solen står højere nu og lyset er skarpere. Det samme er vinden, den skærer sig gennem huden og slår tromme på kolde knogler. Vinteren var lang, men nu er den ovre. ”Jeg ved alt” fortsætter hun ”alt, hvad... Continue Reading →
Jeg er gæst på Pensionatet og alligevel er det mit hjem. Men hvordan kan man være gæst i sit hjem? Det spørgsmål stiller jeg i min skrivebog på aprils anden dag og lader det stå. Det er ikke det eneste spørgsmål, jeg stiller. Gæsten i sit eget hjem får selskab af stille undren over, at... Continue Reading →
På stranden møder jeg en mørklødet kvinde. Hun virker både fremmed og velkendt på samme tid. For et øjeblik siden var hun dér ikke, stranden lå øde hen. Rå østenvind kravler ind over klitterne og gør mig selskab. Den fugtige kulde rammer mine blottede nervespidser som citron i et åbent sår. Det er før morgenmaden.... Continue Reading →
Der er så meget modstand, at jeg beslutter mig for at droppe det hele. Hvad har jeg dog gang i? Hvorfor i alverden skal jeg mødes med Ravnen i skumringstimen og lade mig indvie til Eneboerens Spor? Det lyder så trist. Godt nok er jeg introvert og elsker mine stunder uden andet selskab end mit... Continue Reading →
Dagen efter beslutter jeg mig for at tage chancen. Jeg vil ud i skoven og finde Cailean igen. I min rejsedagbog har jeg skrevet fortællingen om porten. Porten til Eneboerens Spor. Det var ikke svært, da jeg først tunede ind. Det er de små ritualer, der gør det. Den måde, jeg langsomt tænder skrivelyset på... Continue Reading →
Elva og jeg taler om det, da vi samme eftermiddag går en tur langs stranden. Vejret er gråt og finregn falder. Havet skyller roligt bølger mod land og trækker dem tilbage igen. Som en harmonika. Rytmen er god, langstrakt og den går i blodet. Vi sætter os på en stor sten lidt oppe i klitterne,... Continue Reading →
Det sker ved Nymåne. Ravnen kommer flyvende ind i min sfære og tilbyder sin hjælp. Hun letter fra en af granerne på stien ud til stranden og svæver over hovedet på mig. Slanke fingre på sorte vinger. Elegant i luften, jeg stopper op for at beundre hende. ”Vær hilset” råher hun og nej, jeg har... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 