Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
”Gør det lidt lettere, smid den tunge bagage fra vinterens mørkeridt. Det skrives med skyggeskrift og Slangen er frænde. Hans stemme får jorden til at synge. Jorden, som er dækket af et fint lag frost. Det er marts og stadig vinter. Jeg ser forbavset på ham. Har jeg da ikke sluppet den endnu? Den tunge... Continue Reading →
Diset daggry, der står hun og betragter mig, næsten usynlig i den papirtynde dis. Lyset har samlet sig om hende og bevæger sig, når hun gør. Instinktivt ved jeg, at hun er min frænde i dag, men jeg løber ikke efter hende og vifter med arme og ben. Jeg råber ikke, for mit kald er... Continue Reading →
Det er ikke så tit, jeg møder dig, men glæden er stor, når jeg gør. Det er mig en ære, Bradan, bringer af flodens visdom. Han rejser sig af vandet som en fisk med vinger og i et splitsekund er vi i øjenhøjde. Så rammer han vandoverfladen og forsvinder med et elegant plask i ringen.... Continue Reading →
Nu husker jeg det. På gåturen i går langs hegnet med marker på den ene side og skoven på den anden, kom jeg til lysningen. En lavning, hvor solen trængte igennem. Her stod lyseblå bistader på rad og række. Stille vind i lavning og duft af noget end vinter. Det første strejf af forår. Jeg... Continue Reading →
Skrivelysene brænder og solen skinner fra horisonten over marken og ind gennem vinduet. Scenen er sat og kort trukket. Det er en særlig dag, for jeg har taget en ny skrivebog i brug og indvier den ved at lade fyldepennen glide over linjerne som solen, der langsomt glider op på himlen. Endnu en ny begyndelse... Continue Reading →
”Du har bedt om hjælp og jeg er svaret. Haren. Din særlige frænde på rejsen nu og i udfoldelsen af pennens kraft.” Stolt står han i morgengry og snekold østenvind. ”Jeg vidste det” smiler jeg og taknemmelighed bobler i mit blod. ”Jeg bad om hjælp og jeg så dig allerede inden du kom. Du var... Continue Reading →
“Good morning, this is your wake-up call. Please don’t go back to sleep.” Hvor stemmen kommer fra, er jeg ikke helt sikker på, men tydelig er den og jeg skriver det, jeg hører. Nu brænder skrivelysene og kortene har fundet deres plads. Udenfor er vinden kold, himlen skyet i gråblå og sneen har lagt dyne... Continue Reading →
Jeg ser ham på morgenturen ud. Gennem snedriver når jeg frem til landsbyen og får øje på hans skikkelse i kastanjetræets grene. Nøgne nu, thi det er vinter. Åh vinter, du vækker poesien i mig, jeg kan mærke det synge og danse. Imbolc. Der er sket noget vildt og vidunderligt, så småt at man næsten... Continue Reading →
Jeg er tilbage ved bordet i min skrivestue og gennemfører de små ritualer, som er med til at åbne døren og genskabe forbindelsen. Døren til det magiske rum, porten til skriverejsens udspring. Skrivelysene, kortene og stenene i deres mønster, hver eneste symboliserer et ord, som har været mit solhvervsord på den indre rejse i de... Continue Reading →
Jeg stiller ingen krav til mig selv om at skrive noget bestemt, jeg har ingen særlige forventninger. Den slags sætter ofte en bom op på linjerne foran mig. Tunghed tvinger, modstand møder sig selv og udelukker det, der forsøger at komme til. Det ved jeg af erfaring, jeg har gjort det her så længe, at... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 