Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Blå morgen med stjerner og månerester. Blå morgen med håb. Nu kan man mærke, at lyset er vokset og dagen er tiltaget med femogfyrre minutter. Især når himlen byder på morgenstykker med blå og skyerne spreder sig og giver plads til kulden. Jeg vågner inden det sker og ligger længe i håb om at falde... Continue Reading →
Jeg tror den bor et sted i haven, hvis ugler altså har et særligt sted, de kalder hjem. Det går op for mig, at jeg ikke ved så meget om ugler endda, bortset fra deres særlige evne til at vende ulempe til fordel. Nu stiger solen et sted i øst bag pensionats trævægge og lyset... Continue Reading →
Jeg vågner ved lyden af en bil som kører gennem gruset og standser ved garagen. En bildør smækker, havelågen knirker og skridt høres på havegangen. Fortumlet vælter jeg ud af sengen, skynder mig hen til vinduet og trækker gardinet fra. Månen, som nu går ind i sin aftagende fase, hænger dovent i vest og kaster... Continue Reading →
Jeg er altid spændt på ordene og på det, der strømmer fra min pen, når jeg sidder ved bordet med udsigt til havet og lader komme. Ser du, det er ikke et spørgsmål om at tænke og vide på forhånd, tværtimod. Det er ikke et intellektuelt anliggende eller noget, du kan planlægge ned til mindste... Continue Reading →
Jeg går tidligt i seng, allerede kl. 2030 rammer jeg madrassen bevæbnet med en bog, en stak puder i ryggen og en kop dampende kamillete på natbordet. Det er et tidspunkt jeg elsker, når roen kommer sejlende på sit natteskib og jeg synker tilbage i puderne for at læse i min bog. En ægte fortællerske... Continue Reading →
“I nat er det fuldmåne” siger Niamh den næste morgen, vi sidder ved bordet i spisestuen og nyder vores morgenmad. Virginia har serveret fredagsgrød med blåbær og smeltet kokosolie. Kaffe, juice og vand med citron. Vi nikker i kor, det ved vi godt. Som fortællersker er vi opmærksomme på månens cyklus, vi mærker dens faser... Continue Reading →
De første uger af januar er ikke meget anderledes end de sidste i december, men nu er julelysene forsvundet og mørket ånder frit. Energien er langsom og det ved Niamh, hun fortæller os at hun som de andre månedslærere underviser i pagt med årshjulet og med dyb respekt for den energi, der er til stede.... Continue Reading →
Jeg læser de syv ørnes hemmelighed på vinterhimlen. Jeg lytter til musikken og svanernes sang. Jeg hører det lydløse og fornemmer dansen, den subtile rytme af hjertets klang. Jeg læser, jeg hører, jeg ser og jeg skriver det i min rejsedagbog på årets sidste dag. Der er te i mit krus, min personlige te, som... Continue Reading →
Det er morgen, lyset er kommet, vinden har blæst skyerne bort og pletter af pink farver himlen. Vi er samlet i spisestuen, ilden buldrer i pejsen og kaffen er god. ”Det er busdag i dag” hvisker Elva i mit øre og jeg nikker, det har jeg tænkt på. Vi kunne tage en tur til byen... Continue Reading →
Et stykke nede af vejen bag pensionatet findes en eng. Bag stendige og vejtræer flyder den som havet ind i uendeligheden. Grøn hele året, når sneen ikke dækker den og det gør den ikke i dag. Det er vådt og blæsende, en af de dage, hvor det ikke bliver rigtigt lyst. Alligevel tager jeg regntøj... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 