Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Det var godt du kom, Ørn, jeg har savnet dig og din visdom. Dine vinger, din viden og din dans. Længe har jeg vandret på og under jorden, det har været nødvendigt og sikkert godt på sigt. For nu ser jeg stien i vildnisset, jeg ser at min vandring sætter spor. Jeg er hverken usynlig... Continue Reading →
Det er et smertefuldt øjeblik, den modstandsfyldte venten inden jeg forlader tankerne, fatter pennen og skriver det første ord. Foran mig ligger tomme linjer på rad og række og jeg har ingen anelse om, hvordan i alverden, jeg skal fylde dem ud. Sådan er det sted, hvor jeg befinder mig lige nu, en nådesløs ørken... Continue Reading →
Jeg står ved en skillevej sammen med Ulven. Hende, som ville lære mig om vildskab og alt det, der hører med. Selvomsorg. Grænser. Accept af den kreative cyklus og min egen dans i den. Vildskab er ikke altid heftig fremfusen og vigør. Kunsten at turde vente er hun også en slags mester i. Selv er... Continue Reading →
Your soul knows best. Be still and observe. Hun tager mig med ind i mørke, kringlede gange. Under jorden og dybt ind i alt det, jeg forlod. Det jeg snublede i, som rakte ud efter mig, men som jeg undslap. Hun viser mig sårbarheden og de åbne sår, fortæller mig at jeg må lade hende... Continue Reading →
Jeg øver mig på livet. Jeg øver mig på at skrive livet og det mellem linjerne. Jeg øver mig på at blive så åben, at fortællingerne kommer svævende som mælkebøttefrø og lander i min pen. Det er et samspil og en evig genskabelse. Gennem ord og skriverier skaber jeg mig selv. Min praksis spørger du?... Continue Reading →
Der er stille i rummet og skrivelysene brænder. Det er en af de morgener, hvor jeg slet ikke kan forestille mig, at der vil være en fortælling. Hun dukker op i lysningen mellem træerne. Årvågen og opmærksom betragter hun sine omgivelser og jeg kan se, at hun registrerer. En subtil anerkendelse, hun ser mig, jeg... Continue Reading →
Jeg har lovet mig selv en stille morgen. Et højtideligt løfte som jeg vil ære trods impulser til at gå imod det stille flow. Jeg troede, at det var andre, der svingede pisken. Nu opdager jeg, at det var mig selv. Det gør mig sørgmodig. Jeg læner mig ind i følelsen af svigt. Bare mærke,... Continue Reading →
”Uden udfordringer, ingen afvikling”. Jeg hører en stemme, en lille hvisken i morgens første lys, men noget er mere højlydt og insisterende i dag. Tungt. ”Det er på tidspunkter som disse, at du fisker din intention op af lommen, vikler den ud af sit fløjsblå klæde og mærken den igen i al sin kraft. Du... Continue Reading →
Jeg forsøger at huske, hvad hun fortalte mig i går. Hvad jeg lærte. Men for at huske det, må jeg gå dybere og ind i kroppen. Så jeg sætter mig stille på kanten af den nye dag og mediterer. Siger tak. For den vej, der åbner sig i mig som en sprække. Lyset er dristigt... Continue Reading →
Havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, hvad ville jeg da have gjort anderledes? Hvordan kunne jeg dog tro, at historiemedicin gør en vidunderlig forskel og skænker magi og symboler, som sjælen forstår? Hvordan kunne jeg tro, at jeg ville få hjælp, hvis jeg valgte at følge mit hjerte og forlod den brede hovedvej med... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 