Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Gør det lidt lettere, smid den tunge bagage fra vinterens mørkeridt. Det skrives med skyggeskrift og Slangen er frænde. Hans stemme får jorden til at synge. Jorden, som er dækket af et fint lag frost. Det er marts og stadig vinter. Jeg ser forbavset på ham. Har jeg da ikke sluppet den endnu? Den tunge... Continue Reading →
Diset daggry, der står hun og betragter mig, næsten usynlig i den papirtynde dis. Lyset har samlet sig om hende og bevæger sig, når hun gør. Instinktivt ved jeg, at hun er min frænde i dag, men jeg løber ikke efter hende og vifter med arme og ben. Jeg råber ikke, for mit kald er... Continue Reading →
Det er ikke så tit, jeg møder dig, men glæden er stor, når jeg gør. Det er mig en ære, Bradan, bringer af flodens visdom. Han rejser sig af vandet som en fisk med vinger og i et splitsekund er vi i øjenhøjde. Så rammer han vandoverfladen og forsvinder med et elegant plask i ringen.... Continue Reading →
Jeg samler kraften i pennen og begynder at skrive. Uro, sitrende forventning og inderlig længsel samles i forening og er nu det blæk, jeg skriver med. Fokus, det er essentielt, skriv og giv så slip igen. Du skal ikke sætte ord og sætninger i fængsel. Lad dem leve, ånde og frit flyve derhen, hvor de vil.
Kom, lad mig invitere dig med på skriverejse ind i et magisk univers af ord og fortællinger. Kom, fat din pen og åbn din skrivebog, lad din længsel føre dig på vej. I Fortællersken III, Pennens Kraft, har vi en fælles intention om at forankre os spirituelt i vores skrivning. Vi skriver intuitivt og åbner op for magi og fortællingens kraft. Fortællingerne er primære vejvisere, de er som guider på den indre rejse.
Nu husker jeg det. På gåturen i går langs hegnet med marker på den ene side og skoven på den anden, kom jeg til lysningen. En lavning, hvor solen trængte igennem. Her stod lyseblå bistader på rad og række. Stille vind i lavning og duft af noget end vinter. Det første strejf af forår. Jeg... Continue Reading →
For anden dag i træk kommer han hoppende gennem sneen og det er selvfølgelig helt uhørt i din del af virkeligheden, men herfra hvor jeg står, er alt muligt. Du skulle bare vide. Det magiske vandhul er frosset til is, men det gør kun landskabet endnu mere indbydende. Lige nu kan du som naturen holde... Continue Reading →
“Good morning, this is your wake-up call. Please don’t go back to sleep.” Hvor stemmen kommer fra, er jeg ikke helt sikker på, men tydelig er den og jeg skriver det, jeg hører. Nu brænder skrivelysene og kortene har fundet deres plads. Udenfor er vinden kold, himlen skyet i gråblå og sneen har lagt dyne... Continue Reading →
Jeg ser ham på morgenturen ud. Gennem snedriver når jeg frem til landsbyen og får øje på hans skikkelse i kastanjetræets grene. Nøgne nu, thi det er vinter. Åh vinter, du vækker poesien i mig, jeg kan mærke det synge og danse. Imbolc. Der er sket noget vildt og vidunderligt, så småt at man næsten... Continue Reading →
“Du ser det” siger Uglen, ankommet til blodbøgen uden at jeg har bemærket det. Måske har hun været dér hele tiden? ”Du ved nu fra et inderligt sted, hvordan det bedst fungerer for dig og måske fornemmer du også hvorfor? Det skal du ære og nære. I denne verden med ansigter vendt mod kameraet i... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 