Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er Nymåne, da jeg tager i døren til pensionatet og opdager, at den er låst. Det undrer mig, for det er aldrig sket før. Døren er låst op fra det tidspunkt Virginia går i køkkenet for at tilberede vores morgenmåltid og låses først igen ved solnedgang. Hvis vi går ud efter solnedgang, har vi... Continue Reading →
Jeg har været væk fra pensionatet i en uge. En pludselig indskydelse fik mig til at erklære vinterferie og jeg tog af sted for at tilbringe lidt tid med min familie og mine venner. Det er selvfølgelig tilladt, men det sker på eget ansvar, for det kan være svært at vende tilbage og tage tråden... Continue Reading →
Når natten ender, er det morgen igen. Og som jeg skriver mig gennem dage og uger og opdager, at energien skifter og en ny årstid er ved at blive født, forstår jeg den cykliske sfære. Hver morgen er en ny begyndelse og en mulighed for at finpudse min intention. En skærpet opmærksomhed for de detaljer,... Continue Reading →
”Det sker på forskellige tidspunkter” siger Beithe og slår ud med armene som en dirigent, der leder musikken på vej. ”Og det er ikke et ukendt sted for rejsende kvinder i februar. Tomrummet.” Vi er samlet til morgenmad i spisestuen. I dag står menuen på blidegrød med svesker og ristede valnødder. Tykt flydende honning tegner... Continue Reading →
Man kunne fristes til at tro at fortællingerne fra pensionatet hænger sammen. På nuværende tidspunkt og inde i februar kunne man begynde at binde ender sammen. Man kunne nemt komme til at tage for givet og med sin hang til orden og mental forståelse forsøge at presse begivenhedernes gang ind i en skabelon. En kasse... Continue Reading →
Dagen efter er solen forsvundet. Vinden hyler i trætoppene og regnen pisker mod ruden. Jeg kan mærke det i det samme, jeg slår øjnene op. I dag bliver en grå dag. Det er en voldsom kontrast til lyset i går og til vores tur i skoven med madpakker, termoflasker og intention om at møde Brigid... Continue Reading →
Når jeg skriver på fortællingen fra Pensionatet og deler små afsnit med mine læsere på bloggen, så er det afsnit fra den første kreative fase. Det er en tekst, jeg har skrevet intuitivt og uden at tænke på plot, karakterer, retstavning eller grammatik. Jeg gør det blandt andet, fordi jeg gerne vil vise dig, at... Continue Reading →
Lyset er blot en rødlig sprække på himlen, da vi mødes til morgenmad i spisestuen på januars sidste dag. Det velkendte stik af vemod følger mig på vej ned af trappen, for inden dag og måned er omme, vil Niamh forsvinde som et spøgelse, man ikke helt ved om man så. Som Elva og jeg... Continue Reading →
Vi har morgensamling i biblioteket. Det er tidligt og mørket har ikke sluppet sit tag endnu. I dag er en undtagelse fra den sædvanlige rytme på Pensionatet, Virginia har sat morgenmaden til os på det tunge sofabord mellem Chesterfield sofaerne. Ilden brænder i pejsen og vi spiser boller med ost og marmelade og drikker kaffe.... Continue Reading →
I de dage, hvor vintervejret vendte tilbage, tilbragte jeg gode timer foran pejsen i biblioteket og læste i min rejsedagbog. Alle de mange noter, fortællinger, ledetråde og nøgleord. Som et puslespil, hvor alle brikkerne er blandet og hældt ud i en bunke. Man spreder bunken og betragter hver brik med nysgerrighed, som ser man den... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 