Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Jeg sætter mig forsigtigt midt i disen og placerer min kaffekop. I dag tænder jeg nyt lys og siger farvel til Brigids stage for denne gang. Det hvide, det røde og det grønne lys er brændt ud og Imbolc er for længst passeret. Jeg placerer det nye lys i forårsgrønt midt på bakken omgivet af... Continue Reading →
Jeg dypper pennen i det første morgengry. Landskabet ligger svøbt i dis, et gråt tæppe af dråber. Brigids lys brænder som kulisser mod det regnvåde landskab, ild og vand. Der er te i kruset og mine solhvervssten ligger som levende intentioner på bordet ved min side. Tillid. Forbindelse. De minder mig om den evige tilbagevenden til... Continue Reading →
Der er stille hos træerne i disen. Rester af sne ligger som små øer af hvidt. Nogle hænger sammen som halvøer, andre har løsrevet sig og skvulper i tågen. Mit udsyn er begrænset. Jeg kan ikke se længere end til skellet, februars landskab ligger svøbt i dis og er hverken til at hugge eller stikke... Continue Reading →
Dybt i vinteren, januar er fremskreden og langsomt nærmer vi os tidspunktet for Imbolc. Den seneste uge har jeg mærket en velkendt rastløs energi krydret med vished om, at det virkelig ikke er tid endnu. Jeg har læst mig ind i egne ord om, hvordan man bevidst kan vælge at gå helt ind i januar... Continue Reading →
Skrøbelige januar, stærk i din sårbarhed. Mens jeg vandrer i de tynde lag af iskolde erkendelser, går det op for mig fra et dybere sted, at du virkelig mener det, du siger. Din fortælling er anderledes end det, jeg tidligere hørte, hvilket selvfølgelig skyldes, at jeg ikke rigtig lyttede til dig. Jeg mærkede bare ubehaget... Continue Reading →
Jeg skriver ved daggry. Det er dybt i december og lyset er bare en streg i horisonten. Træerne danser lydløs i sprækken mellem nat og dag, hvor jeg nu sidder og skriver. Vi nærmer os Vintersolhverv Vi nærmer os Vintersolhverv og stærkere end nogensinde før mærker jeg nu det lydløse, mørke tomrum inden vendepunktet. Noget i... Continue Reading →
Lyset er dristigere denne morgen, luften frisk og lovende. Måske er regnen færdig med sit rengøringsarbejde for denne gang? Fuldmånen er ikke længere fuld, men hun lyste godt tidligt i morges, så jeg fandt ud på toilettet uden min lommelygte. Jeg vågnede i ro efter en god nats søvn. Jeg oplever endnu engang, at jeg... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 