Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Nu husker jeg det. På gåturen i går langs hegnet med marker på den ene side og skoven på den anden, kom jeg til lysningen. En lavning, hvor solen trængte igennem. Her stod lyseblå bistader på rad og række. Stille vind i lavning og duft af noget end vinter. Det første strejf af forår. Jeg... Continue Reading →
Energien er langsom, dvælende og det er mest træthed, jeg mærker. Jeg stiller mig i det åbne vindue, mens jeg lufter ud, renser rummet og lader den kolde, våde vind stikke mig i ansigtet. Rester af sne ligger som gråhvide knolde, totter af græs stikker frem. Marken er brun, horisonten diset. Så sætter jeg mig... Continue Reading →
Skrivelysene brænder og solen skinner fra horisonten over marken og ind gennem vinduet. Scenen er sat og kort trukket. Det er en særlig dag, for jeg har taget en ny skrivebog i brug og indvier den ved at lade fyldepennen glide over linjerne som solen, der langsomt glider op på himlen. Endnu en ny begyndelse... Continue Reading →
”Du har bedt om hjælp og jeg er svaret. Haren. Din særlige frænde på rejsen nu og i udfoldelsen af pennens kraft.” Stolt står han i morgengry og snekold østenvind. ”Jeg vidste det” smiler jeg og taknemmelighed bobler i mit blod. ”Jeg bad om hjælp og jeg så dig allerede inden du kom. Du var... Continue Reading →
For anden dag i træk kommer han hoppende gennem sneen og det er selvfølgelig helt uhørt i din del af virkeligheden, men herfra hvor jeg står, er alt muligt. Du skulle bare vide. Det magiske vandhul er frosset til is, men det gør kun landskabet endnu mere indbydende. Lige nu kan du som naturen holde... Continue Reading →
“Du ser det” siger Uglen, ankommet til blodbøgen uden at jeg har bemærket det. Måske har hun været dér hele tiden? ”Du ved nu fra et inderligt sted, hvordan det bedst fungerer for dig og måske fornemmer du også hvorfor? Det skal du ære og nære. I denne verden med ansigter vendt mod kameraet i... Continue Reading →
“Hvad kan du tilsætte for at gøre dit liv mere levende, sitrende, kærligt og godt? En gåseflok flyver over pink morgenhimmel i et landskab dækket af sne. Et tyndt lag, javist, men det er frostvejr og følelsen af hvid er markant. Skridt knirker og næser løber, himlen er et skue af livlige pasteller og skysaft.... Continue Reading →
Jeg hæfter mig uvilkårligt ved birketræet i midten af kortet, stammen af sølv, forgreningerne og den måde, hvorpå det spejles af vandet. Birketræet som bl.a. symboliserer en ny begyndelse, denne gang med et fundament som har været udfordret og rystet i sin grundvold. Det mærkes i krop og sjæl. Ørnen er frænde og kommer med... Continue Reading →
Blå morgen strækker sig dovent i horisonten, lyset begynder at gry. Et fint drys af sne dækker landskabet. Jeg ved det, for jeg har været ude at gå. Tilbage i et inderligt spor, som lige nu allermest handler om at genvinde tilliden og blive så stille, at jeg kan høre. ”Tillid skaber forbindelse” tuder den... Continue Reading →
Jeg er tilbage ved bordet i min skrivestue og gennemfører de små ritualer, som er med til at åbne døren og genskabe forbindelsen. Døren til det magiske rum, porten til skriverejsens udspring. Skrivelysene, kortene og stenene i deres mønster, hver eneste symboliserer et ord, som har været mit solhvervsord på den indre rejse i de... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 