Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Denne morgen går jeg langsomt. Lyset vækker mig og havet kalder mig ud. Inden morgenmaden træder jeg ud af havelågen og får øje på hende længere fremme på stien. Hun vender sig om og vinker til mig som havde vi en aftale, jeg ikke vidste om. Hun venter til jeg når frem og vi hilser... Continue Reading →
Næste morgen vågner jeg tidligt. Lyset er kommet, men der er længe til det tidspunkt, hvor Virginia åbner døren til spisestuen og bærer kaffen ind. Jeg kan ikke sove mere, så jeg beslutter mig for at stå op og gå til havet. Bag pensionatet tøver solen i flimrende morgenlys sejlende ind og ud mellem skyer.... Continue Reading →
Jeg går ud af døren, ned af havegangen og åbner lågen. Det har regnet og luften er tyk af fugt. I dag går jeg til højre ud af den lille vej, der fører mig frem til den store. Drejer man til venstre, går vejen mod byen, men vejen til højre fører dig længere ud på... Continue Reading →
På den femtende dag i marts vågner jeg til spæd solskin og bliver liggende lidt i sengen, mens jeg sender de vante tanker bort. Tanker, der som magneter tiltrækkes af negative energier. Det kan være alt fra gamle minder og håb, der hænger i laser. Hvad som helst. Men i dag er jeg i stand... Continue Reading →
Efter fuldmånen og i morgenlys går jeg ned af havegangen og åbner lågen. Den er klædt i frost og hænger fat i min handske. Bag mig er solen stået op, pensionatet henstår i modlys som et vidne til min rejse. Jeg står stille et øjeblik og betragter det gamle træhus i to etager. Deroppe spejles... Continue Reading →
Min navn er Lene. Jeg er fortællerske og underviser. Som menneske og fortællerske er jeg dybt inspireret af naturen, landskaber både de indre og de ydre, årstider, fugle, dyr og andre skønne væsener. Jeg søger visdom og vejledning i naturen og den naturlige cyklus hos det, der altid har vakt dyb genklang i mig og... Continue Reading →
Jeg visker tavlen ren, inden jeg går i seng og mumler en bøn. Jeg går ind i foråret med nye øjne. Øjne som ser uden filter, øjne som er indstillet på magi og vidunderlige oplevelser. I drømme. I naturen. I de små finurlige detaljer og tegn, som afslører at noget er større end jeg. Det... Continue Reading →
Det er for godt til at være sandt. Jeg smiler, da jeg bærer min kuffert ovenpå og går ind i værelse nummer 3. Det har været mit rum fra starten. Ved vinduet står skrivebordet og jeg har udsigt til have, klitter og havet som baggrund. Når jeg åbner vinduet, kan jeg høre bølgernes sang glide... Continue Reading →
Det er Nymåne, da jeg tager i døren til pensionatet og opdager, at den er låst. Det undrer mig, for det er aldrig sket før. Døren er låst op fra det tidspunkt Virginia går i køkkenet for at tilberede vores morgenmåltid og låses først igen ved solnedgang. Hvis vi går ud efter solnedgang, har vi... Continue Reading →
Månen er næsten fuld, jeg ser hende fra mit vindue. Stille forsvinder natten, jeg er stået tidligt op og møder dagen ved havet. Det blæser kraftigt, der er fralandsvind og vinteren venter i kulissen. Jeg skutter mig i min frakke og siger min intention højt, så havet kan høre. På hjemvejen går jeg tværs over... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 