Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Ravnen råber om autencitet og sandhed. Ravnen synger om at være tro mod sit hjerte. Det gør hun i tusmørket fra en gren i det gamle træ. Haren kommer til syne på brun pløjejord, jeg må anstrenge mig for at se ham. De er begge frænder i dag. Ravnen og Haren. Sådan starter min morgen.... Continue Reading →
“Der synes ikke at være ord nok til en fortælling. Når jeg lytter, er det stilhed, jeg hører. Det og så regnen og vinden.” ”Kvækha! Er det mon sådan, det hænger sammen? Først er du nødt til at samle ord, så du har nok til en fortælling. Men ikke nok med det. Du må finde... Continue Reading →
”Det er den tid på året”, hvisker Solsorten, ”tid til at vende hjem. Tegn en cirkel om dig selv og din intention for efteråret og den kommende vinter. Skab rum og sæt sunde grænser. Kaldet indefra, det er som en kærlig portal, gå i gennem i tillid og mærk det. Det, du har brug for.... Continue Reading →
Jeg har indviet en ny rejsedagbog på højtidelig vis. Indvielsen fandt sted i går og dette er den første fortælling, som finder vej. Jeg lytter, gør mig stille, hvad mon der vil skrives i dag? Det er min opgave at lytte og tage imod det, der kommer. En ny rejsedagbog men pennen er den samme.... Continue Reading →
Kom, lad mig tage dig med på en rejse fra efterår til vinter. Lad mig vise dig usynlige veje i skumringens skær. Hvor ulemper bliver til fordele og hvor du ikke længere klynger dig til et bestemt resultat. Du er klogere nu. Dine øjne vil vænne sig til mørket, du vil se og få øje... Continue Reading →
Under fuldmånen står en ko, hun er rolig og imødekommende. Fra det sekund er jeg ikke i tvivl, hun er min frænde i dag. En ko, siger du og smiler. Regner nok ikke med, at hun kan skænke dig noget på din rejse i livet. Men kom nærmere, hils på hende og lyt til hendes... Continue Reading →
Kunne du tænke dig en ny begyndelse, spurgte Ulven mig i går. Om! Men kan man det, nåede jeg at tænke og så kom det ikke videre. På det tidspunkt så jeg det som en fiasko at jeg ikke indfangede den fortælling, der boede i ulvens ord. Det føltes som et tab og jeg græd... Continue Reading →
Du er nødt til at begynde din rejse, tage det første skridt. Hvad kalder på dig, hvem er det som hvisker i vinden? En som kender dit navn. En som ved om dit savn. Der er så meget, som står i vejen. Tiden er knap. Det kan være svært at få tage hul på, at... Continue Reading →
Det er sommerens sidste dag, summer han og finder vej til en blomstrende rose. ”Så hvordan vil du fejre?” ”Fejre” udbryder jeg forundret, ”er det da ikke en sorg?” Dagen er stået op, lyset er blødt, duggen ligger som et segl over græs og høstede marker. Følelsen af afsked er markant. Og så taler han... Continue Reading →
Elegant landing i morgensol, dug slynger sig som tynde grene over plænen. Det sker i øst, den nye dag vokser med lyset, tøvende hæver den sig i horisonten. Luften er frisk og fuld af tidligt efterår. Jeg trækker vejret dybt, åbner havelågen og hører det velkendte knirk og så lyden af egne skridt over gruset.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 