Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Denne morgen går jeg langsomt. Lyset vækker mig og havet kalder mig ud. Inden morgenmaden træder jeg ud af havelågen og får øje på hende længere fremme på stien. Hun vender sig om og vinker til mig som havde vi en aftale, jeg ikke vidste om. Hun venter til jeg når frem og vi hilser... Continue Reading →
Det er Ravnen og jeg er klar. ”Sagde netop til mig selv”, siger jeg til hende, ”at hvis det var dig i dag, ville jeg spørge dig om hvordan. Så mange gør-ditter og gør-datter flyver rundt i luften som hjemløse fugle sagt af ivrige stemmer, der alle ved bedre og nogen bedst. Jeg er holdt... Continue Reading →
Morgenen er lyserød, langsomt ånder horisonten og dagen får liv. Jeg har passeret porten til Det Magiske Univers og bevæger mig op af en bakke for siden at stå på toppen med bankende hjerte og skue ud over landskabet. Det åbner sig i en dal for mine fødder og byder så velkommen til et mere... Continue Reading →
Når Each står på vejen foran mig netop kommet til syne i disen, så ved jeg hvad klokken har slået. Så er det tid til at bevæge sig videre. ”Hører jeg en formodning?” spørger Each og kommer langsomt nærmere, hendes krop damper i den kolde morgen og jeg forestiller mig, hvordan hun i fuld galop... Continue Reading →
Egentlig har jeg slet ikke i sinde at tage imod en fortælling i dag, jeg vil bare sidde med mig selv og de stille ord, men han løber ind i min sfære med stor ståhej. Odder. Og uden helt at ville det, er jeg tilbage ved vandhullet på engen siddende på den fornøjede sten. Han... Continue Reading →
På julis 16. dag indvier jeg en ny skrivebog. Endelig kan jeg træde fra tærsklen og ind i en ny begyndelse. Jeg tøver lidt, uvidende om næste skridt og pennestrøg, men det sker næsten helt af sig selv. Jeg skal bare holde pennen. En streg i sandet og fodspor, som viskes bort af bølgerne på... Continue Reading →
Har jeg mon opdaget hemmeligheden? spørger jeg hende i dagens først lys. Det har regnet, luften er kølig og fuld af fugt. Gråsorte skyer smyger sig søvnigt over himlen og så pludselig: En sprække. Sol. Lys. Håb. Er det mon selveste meningen med livet, der i et uventet øjeblik har afsløret sig for mig? Er... Continue Reading →
Dette er et sted for ceremonier. Det er ordene, jeg hører og så hører de op. En velkendt ven stikker hovedet op af jorden og betragter mig granskende. Sommermorgen, sanselige fodtrin gennem grønt græs. Et vildnis af nælder, tidsler og bregne. Frodighed strækker sig dovent i morgensolen og duggen fordamper. Vi finder en tom rede... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 