Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Jeg går ud af døren, ned af havegangen og åbner lågen. Det har regnet og luften er tyk af fugt. I dag går jeg til højre ud af den lille vej, der fører mig frem til den store. Drejer man til venstre, går vejen mod byen, men vejen til højre fører dig længere ud på... Continue Reading →
Elva og jeg taler om det, da vi samme eftermiddag går en tur langs stranden. Vejret er gråt og finregn falder. Havet skyller roligt bølger mod land og trækker dem tilbage igen. Som en harmonika. Rytmen er god, langstrakt og den går i blodet. Vi sætter os på en stor sten lidt oppe i klitterne,... Continue Reading →
Det sker ved Nymåne. Ravnen kommer flyvende ind i min sfære og tilbyder sin hjælp. Hun letter fra en af granerne på stien ud til stranden og svæver over hovedet på mig. Slanke fingre på sorte vinger. Elegant i luften, jeg stopper op for at beundre hende. ”Vær hilset” råher hun og nej, jeg har... Continue Reading →
Måske er det teen, måske er det tid? Da jeg vågner og står op, mærker jeg det straks. Min fod gør ikke ondt mere. Hævelsen er forsvundet, healing er sket. Taknemmeligt går jeg hen til vinduet og trækker gardinet fra. Uden at humpe. Det er mandag og det er Forårsjævndøgn. Ostara. Udenfor er himlen skyet... Continue Reading →
Elva har bestilt en taxi og proklamerer med et bredt smil, at hun giver en tur til byen. Det er tåget søndag, dagen før Forårsjævndøgn og jeg havde ikke tænkt mig at gå ud. ”Min fod er forstuvet” siger jeg indigneret til hende. Mangel på medfølelse og respekt for andres ulykke? Er det sådan, det... Continue Reading →
På den attende dag i marts er vejret gråt og finregn fugter luften. I dag er vinden stille. Naturen holder vejret og jeg glider gennem den dør af langsomhed, som tilbydes. Jeg har ikke travlt. Desuden er det lørdag og jeg har forstuvet min fod. Tidligere var den slags en forbandelse, men noget må være... Continue Reading →
På den femtende dag i marts vågner jeg til spæd solskin og bliver liggende lidt i sengen, mens jeg sender de vante tanker bort. Tanker, der som magneter tiltrækkes af negative energier. Det kan være alt fra gamle minder og håb, der hænger i laser. Hvad som helst. Men i dag er jeg i stand... Continue Reading →
Efter fuldmånen og i morgenlys går jeg ned af havegangen og åbner lågen. Den er klædt i frost og hænger fat i min handske. Bag mig er solen stået op, pensionatet henstår i modlys som et vidne til min rejse. Jeg står stille et øjeblik og betragter det gamle træhus i to etager. Deroppe spejles... Continue Reading →
Da jeg har skrevet i min rejsedagbog, bladrer jeg lidt i den og forundres. Så mange sider, så meget skrift. Det startede på kanten til november, hvor Gwyneth dukkede op og rejsen begyndte. Men egentlig startede det hele med Dråbefangeren som en slags prolog, en trylleformel, som åbnede den knirkede låge og hvor landskabet omkring... Continue Reading →
Hvad er dér i kanden, Fionnuala? Jeg ser på hende, mens hun udfører bevægelsen, lange fingre holder kanden og hælder forsigtigt indholdet op i et glas. Vi er alene i biblioteket, det er tidlig morgen og solen glider ind gennem vinduet og kaster lys på støv og edderkoppespind. Dust if you must. Fionnuala stiller kanden... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 