Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Elva har bestilt en taxi og proklamerer med et bredt smil, at hun giver en tur til byen. Det er tåget søndag, dagen før Forårsjævndøgn og jeg havde ikke tænkt mig at gå ud. ”Min fod er forstuvet” siger jeg indigneret til hende. Mangel på medfølelse og respekt for andres ulykke? Er det sådan, det... Continue Reading →
På den attende dag i marts er vejret gråt og finregn fugter luften. I dag er vinden stille. Naturen holder vejret og jeg glider gennem den dør af langsomhed, som tilbydes. Jeg har ikke travlt. Desuden er det lørdag og jeg har forstuvet min fod. Tidligere var den slags en forbandelse, men noget må være... Continue Reading →
På den femtende dag i marts vågner jeg til spæd solskin og bliver liggende lidt i sengen, mens jeg sender de vante tanker bort. Tanker, der som magneter tiltrækkes af negative energier. Det kan være alt fra gamle minder og håb, der hænger i laser. Hvad som helst. Men i dag er jeg i stand... Continue Reading →
Efter fuldmånen og i morgenlys går jeg ned af havegangen og åbner lågen. Den er klædt i frost og hænger fat i min handske. Bag mig er solen stået op, pensionatet henstår i modlys som et vidne til min rejse. Jeg står stille et øjeblik og betragter det gamle træhus i to etager. Deroppe spejles... Continue Reading →
Da jeg har skrevet i min rejsedagbog, bladrer jeg lidt i den og forundres. Så mange sider, så meget skrift. Det startede på kanten til november, hvor Gwyneth dukkede op og rejsen begyndte. Men egentlig startede det hele med Dråbefangeren som en slags prolog, en trylleformel, som åbnede den knirkede låge og hvor landskabet omkring... Continue Reading →
Hvad er dér i kanden, Fionnuala? Jeg ser på hende, mens hun udfører bevægelsen, lange fingre holder kanden og hælder forsigtigt indholdet op i et glas. Vi er alene i biblioteket, det er tidlig morgen og solen glider ind gennem vinduet og kaster lys på støv og edderkoppespind. Dust if you must. Fionnuala stiller kanden... Continue Reading →
I denne uge har Grace temadage på Primrose Café og Beithe og jeg er på vej til byen. Den lille gule bus, som jeg ville kalde en rutebil, kører gennem hårnålesving og byder på op og nedture. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle til byen og gå på Primrose... Continue Reading →
Det er et godt sted at være. Især hvis man ikke tænker for meget over det, men hengiver sig til atmosfæren. Hvis man giver sindet lov til at spænde ben og gør sig modtagelig for argumenter, der er hæftet på logik og mentale teorier, kan den let fordampe som dug på en sommermorgen. Glæden. Magien.... Continue Reading →
Det er et nyt land, jeg opdager det først, da Ørnen kommer flyvende fra træerne på naboens grund og ind over marken. Noget aktiveres i mig, det indre og det ydre smelter sammen og i det øjeblik mærker jeg, hvad spirituel forankring betyder. Min fortællerskestemme lyder som en rislen fra en flod, et levende felt... Continue Reading →
Det er for godt til at være sandt. Jeg smiler, da jeg bærer min kuffert ovenpå og går ind i værelse nummer 3. Det har været mit rum fra starten. Ved vinduet står skrivebordet og jeg har udsigt til have, klitter og havet som baggrund. Når jeg åbner vinduet, kan jeg høre bølgernes sang glide... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 