Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Hvad vil det egentlig sige at skrive intuitivt? Er det det samme som at bruge sin intuition? Og hvorfor hører frygt, modstand og den indre censor med, når vi begiver os ud på en intuitiv skriverejse? Intuitiv skrivning. Er det det samme som at bruge sin intention? Mange formoder at intuitiv skrivning er det samme... Continue Reading →
Denne morgen går jeg langsomt. Lyset vækker mig og havet kalder mig ud. Inden morgenmaden træder jeg ud af havelågen og får øje på hende længere fremme på stien. Hun vender sig om og vinker til mig som havde vi en aftale, jeg ikke vidste om. Hun venter til jeg når frem og vi hilser... Continue Reading →
Næste morgen vågner jeg tidligt. Lyset er kommet, men der er længe til det tidspunkt, hvor Virginia åbner døren til spisestuen og bærer kaffen ind. Jeg kan ikke sove mere, så jeg beslutter mig for at stå op og gå til havet. Bag pensionatet tøver solen i flimrende morgenlys sejlende ind og ud mellem skyer.... Continue Reading →
Bag pensionatet lidt oppe af vejen til højre, er der en låge i stendiget, som fører ud på engen. Jeg har været her én gang før i marts, hvor vejen viste mig vej. Mine ben gik af sig selv og lod tankeprotester ligge bag efterårets blade. Denne gang er det anderledes, jeg går samme vej... Continue Reading →
Ceridwen er en anderledes lærer end de andre. Det mærker jeg snart. Hun er mere som en veninde af den vilde slags, en, man møder på stranden i østenvind og som slår ud med armene som i en invitation. Hendes undervisning er ikke planlagt, endnu har hun ikke indkaldt til møder i biblioteket, men synes... Continue Reading →
Igen i år afholder jeg sommerskriveskole for kvinder. Kurset hedder "Intuitiv Skrivning, Skoven". Forløbet foregår online i perioden 5. juni – 31. august. Det betyder dog ikke, at du skal være online hele tiden, tværtimod. Fortællerskens Sommerskriveskole inviterer også til, at du logger off og bruger tid alene. I haven. Ved havet. Og i skoven... Continue Reading →
”Du behøver ikke at forklare” siger Ceridwen til mig, da vi mødes på stranden først på eftermiddagen. Solen står højere nu og lyset er skarpere. Det samme er vinden, den skærer sig gennem huden og slår tromme på kolde knogler. Vinteren var lang, men nu er den ovre. ”Jeg ved alt” fortsætter hun ”alt, hvad... Continue Reading →
Jeg er gæst på Pensionatet og alligevel er det mit hjem. Men hvordan kan man være gæst i sit hjem? Det spørgsmål stiller jeg i min skrivebog på aprils anden dag og lader det stå. Det er ikke det eneste spørgsmål, jeg stiller. Gæsten i sit eget hjem får selskab af stille undren over, at... Continue Reading →
På stranden møder jeg en mørklødet kvinde. Hun virker både fremmed og velkendt på samme tid. For et øjeblik siden var hun dér ikke, stranden lå øde hen. Rå østenvind kravler ind over klitterne og gør mig selskab. Den fugtige kulde rammer mine blottede nervespidser som citron i et åbent sår. Det er før morgenmaden.... Continue Reading →
Der er så meget modstand, at jeg beslutter mig for at droppe det hele. Hvad har jeg dog gang i? Hvorfor i alverden skal jeg mødes med Ravnen i skumringstimen og lade mig indvie til Eneboerens Spor? Det lyder så trist. Godt nok er jeg introvert og elsker mine stunder uden andet selskab end mit... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 