Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Blå morgen hvisker sit kald, en hymne af dis. Tusmørke, endnu lever natten og en snert af søvn og vintertræthed sidder endnu i mig. Men jeg står op og ser ham fra første færd, for jeg drømte om ham og en af hans venner sidst på natten. Himlen var blå, lyset skarpt, det var tidligt... Continue Reading →
Der synes at være et kald, en invitation til et mere bevidst fokus, for fundamentet er stærkt nok til at bære nu. Dit sande fundament. Hvor ønsker du da, at året skal bringe dig hen? Hun svarer prompte, er ikke i tvivl, svaret mærkes som en hellig ed og højtidligt siger hun: Tættere på mig... Continue Reading →
Dér på himlen I det første morgenlys. Vinden er skarp, dagen er ny. Se op, hør sangen som et ekko fra din sjæl. Svaner. En flok svaner på himmelvej fra øst mod sydvest. En vintersang, en hymne til årets næstsidste dag. Og som du fornemmer, en tone til dig og et budskab om det, der... Continue Reading →
Det er tid til, at du tager hende til dig. Præcist som hun er. Det er tid til at forene alle hendes modsætninger, lys, skygge og kontraster. Det er tid til at se hendes sjæl. I accept af, at hun er ikke enten eller, men både og kan du byde hende op til dans og... Continue Reading →
Der var engang en kvinde, som hørte en stemme hviske. Så hun satte sig med pen og skrivebog for at lytte til det, stemmen hviskede om. Hun lyttede og skrev sig ind i tillid. Og den morgen fortalte stemmen hende om de tidspunkter, hvor vi ikke ved og hvor både frygt, tvivl og rastløshed krydret... Continue Reading →
Hun står i sprækken og spejler sig i flammen. Skrivelyset blafrer, jeg sætter mig for at byde hende velkommen og lytte til hendes ord. En smule rastløs og ukoncentreret forsøger jeg at samle mig og holde et indre fokus, der samtidig åbner op og fanger hende ind. Som en vind. En brise af duftende ord... Continue Reading →
Der er ingen ord denne morgen, siger jeg med skælvende tvivl og skutter mig. Vinden er iskold. Blåsorte skyer stævner ud på dagens himmelrejse og de allersidste blade tager afsked med deres træ. Af jord er du kommet. Dér ser jeg ham mellem stammerne og hører hans knitrende skridt i løvfaldets tæppe. Pelsen er rød,... Continue Reading →
Disen danser og solsorten sidder på en gren som en sort silhuet blandt de sidste blade. Den synger sin sang. Skrivelysene brænder, der er kaffe i koppen, grøn for håb, og en kvinde er mødt op for at skrive sig vej ind i dagen. Hun mærker impuls til flugt, for hun ved af erfaring, at... Continue Reading →
Jeg har skrevet morgensider så længe, jeg kan huske og de er blevet en fast del af mit morgenritual. Jeg tænder mine skrivelys, jeg trækker kort og så sætter jeg mig og skriver mig ind i dagen. De første spæde sprækker af lys, noget i mig slår tonen an og uanset om det er dur... Continue Reading →
Something is happening in the power and practice of story In the midst of overwhelming noise and distraction the voice of story is calling us to remember our trues selves. - Christina Baldwin – Da jeg vandrede ud en augustaften efter tørken, skete der noget magisk i det bløde aftenlys. Jeg mærkede en tilstedeværelse af... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 