Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Længe er der stille på broen. Decembers mørke dækker for lys og lyde, natten er lang. Jeg sidder alene i mørket klædt i stilhed. Den slags stilhed, som varmer uden at man får det for varmt. Blød stilhed som kontrast til det første chok af sorg, der ramte mig som en pil i hjertet. Jeg... Continue Reading →
Jeg havde til hensigt at lave en slags julekalender til mig og til dig, som læser med. Men så skete det på decembers første dag, at min elskede hund døde. Pludselig befandt jeg mig på Sorgens Bro og det, der havde formet sig mentalt, krakkelerede. I stedet måtte jeg lade hjertet skrive. Jeg måtte dyppe... Continue Reading →
“Du skal ikke tænke fortælling, du skal mærke den.” I dag er Cailleach ugle. Tæt på Nymåne og i regndisens tæppe sidder hun i den gamle eg på sjælevej. Nok var det mørkt og grumset, nok var dér skyer og regn på vej, men da jeg i nat kiggede ud af vinduet, så jeg en... Continue Reading →
The Universe works in perfect order. When you align your thoughts, feelings and beliefs with Spirit you are in harmony with something larger than yourself. En krage taler engelsk og ved nærmere lytning konstaterer jeg, at hans accent stammer fra Wales. Fra vest mod øst er han fløjet, gennem skumring, nat og daggry, båret af... Continue Reading →
Jo mørkere det bliver, desto bedre kan jeg se. Det er en konstatering, som får mig til at smile. Jeg har altid haft sans for livets paradokser. Uglen i træet giver sig til kende thi skumring er ugletid. Jeg standser op foran træ og ugle for at lytte. Den Gamle Eg. De utallige fortællinger, alt... Continue Reading →
“Sangen findes allerede” synger solsorten og flyver ind i sætningen. ”Du skal bare synge den.” ”Men hvordan? Min stemme lyder lettere desperat. Han får det til at lyde så let. ”Det er hele hemmeligheden” fortsætter han ufortrødent, du bliver ét med sangen og den synger dig. På samme måde er det med fortællingerne. Du åbner... Continue Reading →
Sidste år ved denne tid var jeg på skriveretreat, fortæller jeg Ravnen. Jeg havde lejet et lille sommerhus ved vandet, bare hunden og jeg. Jeg gennemlæste mit manuskript, skrev og nye fortællinger dukkede op og lærte mig noget om ægte hengivelse. Jeg fandt en nøgle og stod så tidligt op, at jeg så solen stå... Continue Reading →
Dette er et sted for ceremonier. Det er ordene, jeg hører og så hører de op. En velkendt ven stikker hovedet op af jorden og betragter mig granskende. Sommermorgen, sanselige fodtrin gennem grønt græs. Et vildnis af nælder, tidsler og bregne. Frodighed strækker sig dovent i morgensolen og duggen fordamper. Vi finder en tom rede... Continue Reading →
Mens jeg gik morgentur, dukkede den op igen. Skolen for Fortællersker. Jeg slap den og lod ideen simre i sig selv under Corona-krisen. Det var ikke helt tid endnu. Imens har ideen vokset sig stærkere som rødder i min jord, uden at jeg har gjort noget særligt. Et frø er blevet til en kraftfuld spire.... Continue Reading →
I dag brænder skrivelysene som i skumring. Tunge skyer sejler stille forbi og der er dråber på ruden. Han er ankommet, min førstefrænde og en ven, som har fulgt mig siden i rejsen i rejsen tog sin begyndelse. ”Det skal handle om fornyelse og hjertemod”, siger han og lander hjemmevant i min sfære, ”men nu... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 