Ravnen, haren og sandheden

Ravnen råber om autencitet og sandhed. Ravnen synger om at være tro mod sit hjerte. Det gør hun i tusmørket fra en gren i det gamle træ. Haren kommer til syne på brun pløjejord, jeg må anstrenge mig for at se ham. De er begge frænder i dag. Ravnen og Haren. Sådan starter min morgen.... Continue Reading →

I nat vil jeg møde min stjerne

Følg din sjæls stemme, lyt til dens kald. Se, en ny dør har åbnet sig. Bortset fra, at det er en gammel dør med afskallet maling og patina, så langt øjet rækker. Altid har du været draget af den vej, som ligger for dine fødder, når døren åbnes og du træder ind, men du skubbede... Continue Reading →

Harevogteren

”Jeg vil ikke skrive om det” udbryder jeg og tørrer tårer væk med pegefingeren. Vand løber over. Men det er allerede i gang. Dagens frænde er Haren og i samme sekund jeg så hende, vidste jeg. Det skælvede i min krop. Kære haremor, glenten tog en af dine unger i går. Helt tilfældigt kiggede jeg... Continue Reading →

Haremånen

Under haremånen møder jeg ulven. Lidt overrasket må jeg indrømme, men sådan er det i det magiske univers. Man ved aldrig og bedst, som man tror at man ved, bliver det helt anderledes. Træerne kaster skygger i månelyset og det er ikke en hvilken som helst fuldmåne i nat, har jeg ladet mig fortælle. Hun... Continue Reading →

Forårsjævndøgn

Forårsjævndøgn. Pennen glider langsomt over linjerne og skriver det første ord. Jorden vender sig fra vinterens dybe mørke og vænner sig til lyset. Dag og nat er lige lange nu, de er i balance. Det er forårets første dag. En port åbner sig, tøvende står jeg et øjeblik og ser, så går jeg igennem. Ved... Continue Reading →

Det findes allerede

”Du har bedt om hjælp og jeg er svaret. Haren. Din særlige frænde på rejsen nu og i udfoldelsen af pennens kraft.” Stolt står han i morgengry og snekold østenvind. ”Jeg vidste det” smiler jeg og taknemmelighed bobler i mit blod. ”Jeg bad om hjælp og jeg så dig allerede inden du kom. Du var... Continue Reading →

Du som ser i mørket

Nogen må sige det, skrive det og synge det. Sætte ord på og lade fortællingens kraft folde det usagte ud. Det er det, hun gør, Fortællersken, det er hendes gave. Til hende selv og til verden omkring hende. Sætter du "op" foran, får du en opgave. En gave, der er givet op og hun har... Continue Reading →

Hviskende vejviser

”Græsset er vådt, livet er godt.” Haren sidder foran os på stien, hviskende vejviser i den tidlige morgen. Luften er tyk af bålduft fra gårsdagens fejring. Jeg mærker et snert af rastløshed og vifter den væk som en flue. Harmoni, det er allerede varmt, en sommerdag folder sig ud. Jeg simrer i tomrum og tillid... Continue Reading →

Haren og den gamle låge

Det er som vinter igen. Frosten knitrer under skosålerne og vinden bærer is. Kolde åndedrag i den tidlige morgen. Her møder jeg ham ved solopgang og under rødmende himmel. Håb er kommet tilbage, ikke højrøstet og frembrusende, men stille og forsigtigt. Håb er genert. Og han repræsenterer det håb, fortæller han, mens vi følges over... Continue Reading →

På tærsklen mødte jeg haren

Det er bare mig i dag. Mig, pennen, skrivebog og blafrende stearinlys. Den første sol finder vej gennem skrivestuens vinduer og støv kommer til syne. ”Dust if you must” hører jeg en hæs stemme sige på engelsk for så at slå over i dansk. Haren kan mange sprog. ”Som ude så inde, skønne kvinde”. Det... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑