Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Du er nødt til at begynde din rejse, tage det første skridt. Hvad kalder på dig, hvem er det som hvisker i vinden? En som kender dit navn. En som ved om dit savn. Der er så meget, som står i vejen. Tiden er knap. Det kan være svært at få tage hul på, at... Continue Reading →
“Tag det helt roligt kvinde” siger Gåsen i skrivelysets skær. ”Bare tag et skridt af gangen.” Vinden hvisker, bladene på bøgetræet rasler. Horisonten deler sig i to, en linje skærer igennem himlen som en kniv, en sprække af lys åbner sig. Dér står hun og ser ganske veloplagt ud. Gåsen. ”Det er længe siden” udbryder... Continue Reading →
“Take the higher road and choose the light.” Det er Solsorten, jeg møder, da jeg fatter pennen og gør klar til morgenens rejse i Det Magiske Univers. At gå gennem porten er et bevidst valg, for fulgte jeg modstanden og lyttede jeg uroligt til den bølge af irritation, som skyller ind over mig på vej... Continue Reading →
Det er endnu tidligt, den nye dag er blot en sprække i skydækket. Kold vind møder mig, da jeg åbner havelågen og træder ud. Usynlige snefnug daler. ”Er der mon en fortælling i dag?” spørger jeg og stopper op for at lytte. Det er flere dage siden, der sidst var bid, jeg har befundet mig... Continue Reading →
Skrivelysene brænder og solen skinner fra horisonten over marken og ind gennem vinduet. Scenen er sat og kort trukket. Det er en særlig dag, for jeg har taget en ny skrivebog i brug og indvier den ved at lade fyldepennen glide over linjerne som solen, der langsomt glider op på himlen. Endnu en ny begyndelse... Continue Reading →
”Du har bedt om hjælp og jeg er svaret. Haren. Din særlige frænde på rejsen nu og i udfoldelsen af pennens kraft.” Stolt står han i morgengry og snekold østenvind. ”Jeg vidste det” smiler jeg og taknemmelighed bobler i mit blod. ”Jeg bad om hjælp og jeg så dig allerede inden du kom. Du var... Continue Reading →
Jeg ser ham på morgenturen ud. Gennem snedriver når jeg frem til landsbyen og får øje på hans skikkelse i kastanjetræets grene. Nøgne nu, thi det er vinter. Åh vinter, du vækker poesien i mig, jeg kan mærke det synge og danse. Imbolc. Der er sket noget vildt og vidunderligt, så småt at man næsten... Continue Reading →
“Hvad kan du tilsætte for at gøre dit liv mere levende, sitrende, kærligt og godt? En gåseflok flyver over pink morgenhimmel i et landskab dækket af sne. Et tyndt lag, javist, men det er frostvejr og følelsen af hvid er markant. Skridt knirker og næser løber, himlen er et skue af livlige pasteller og skysaft.... Continue Reading →
Blå morgen strækker sig dovent i horisonten, lyset begynder at gry. Et fint drys af sne dækker landskabet. Jeg ved det, for jeg har været ude at gå. Tilbage i et inderligt spor, som lige nu allermest handler om at genvinde tilliden og blive så stille, at jeg kan høre. ”Tillid skaber forbindelse” tuder den... Continue Reading →
Jeg er tilbage ved bordet i min skrivestue og gennemfører de små ritualer, som er med til at åbne døren og genskabe forbindelsen. Døren til det magiske rum, porten til skriverejsens udspring. Skrivelysene, kortene og stenene i deres mønster, hver eneste symboliserer et ord, som har været mit solhvervsord på den indre rejse i de... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 