Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Blå morgen strækker sig dovent i horisonten, lyset begynder at gry. Et fint drys af sne dækker landskabet. Jeg ved det, for jeg har været ude at gå. Tilbage i et inderligt spor, som lige nu allermest handler om at genvinde tilliden og blive så stille, at jeg kan høre. ”Tillid skaber forbindelse” tuder den... Continue Reading →
Jeg er tilbage ved bordet i min skrivestue og gennemfører de små ritualer, som er med til at åbne døren og genskabe forbindelsen. Døren til det magiske rum, porten til skriverejsens udspring. Skrivelysene, kortene og stenene i deres mønster, hver eneste symboliserer et ord, som har været mit solhvervsord på den indre rejse i de... Continue Reading →
Der er sne ved det magiske vandhul og is på vandet, men det forhindrer ikke hverken Frø eller Bæver at være til stede. For ser du: Der var engang og engang var der ikke … Rigide regler, nu bløde som smør, smelter på isen. Bæver griner sit uimodståelige grin og Losgann siger sit kvækha! Tonen... Continue Reading →
Det, der sker lige nu, er at jeg ihærdigt forsøger at få en fortælling frem. Selv min lytning er lettere anstrengt. Derfor skriver jeg fra det sted i stedet for at blive i presset eller helt at lade være. En fortællerske ved, at der er mange veje ind. Alene det at skrive sender mig i... Continue Reading →
Denne morgen påkalder jeg mig fortællingens kraft og fatter pennen, så den kan føre mig på vej. Det er tid til at vende tilbage. Ikke så snart har jeg tændt mine skrivelys, før lyden af vingeslag rammer min sfære. En glidende landing, så selvfølgeligt og ikke helt uventet. Min ærkefrænde Ørnen. Han ler og ser... Continue Reading →
Som dagen gryr mærker jeg taknemmeligheden stige. Den kommer dybt indefra og er en følelse, jeg ikke kan forcere. Nu vælter den frem som det naturligste i livet. Her slutter de åbne fortællinger fra Sorgens Bro. De sidste dage inden Vintersolhverv lukker jeg mig om mig selv og lader inderligheden flyde. Som floden under broen.... Continue Reading →
“Stol på magien” siger Maggi, den hvide ravn, som er kommet tilbage denne morgen. Mørket er tykt og ufremkommeligt, forsigtig tager jeg dagens skridt og gør holdt et sted på broen. Det svupper under sålerne på mine støvler, jeg står midt i en vandpyt og på rækværket ved min venstre side, har Maggi sat sig... Continue Reading →
Sorgen har ændret sig, maskerne er blevet løse som en trøje strikket på tykke pinde. Sorgen fremstår som et væsen gjort af lige dele accept og træthed. Jeg tager endnu et skridt på broen, mørket er sort og regnen falder. Regn som renser, rengør og vasker størknede tårer bort. Det første skridt ind i en... Continue Reading →
Der er en frø og en hvid ravn på broen denne morgen. Jeg søger ikke en fortælling, jeg beskriver bare, hvad jeg ser. Endnu en diset dag, hvor solen synes for evigt forsvundet og månen er mørk. ”Er det dig, Losgann?” spørger jeg ud i luften, en kølig vind danser i øst. ”Kvækha!” lyder svaret... Continue Reading →
”Det er hellig dag”, siger Bjørnen den brune på broen. ”Det er hviledag.” Jeg nikker og tager et skridt i retning af det sted, hvor jeg ved Vintersolhverv vil forlade broen, træde ud af den første sorgfase og fejre. Hvis det altså bliver sådan, men noget hvisker om, at det gør. Det er endnu en... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 