Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
“Don´t be afraid to take charge or use your voice. Be strong.” I dag handler fortællingen om en høg. Sandheden er, at Høgen er en ganske sjælden gæst i min sfære og derfor er nysgerrigheden så meget desto større. En skygge får liv og lys, da han letter fra taget tæt på skorstenen og kredser... Continue Reading →
Solen skinner gavmildt, frost dækker land. Dagen er ny. God søvn har gjort mig rolig og jeg ser med nye øjne. Sådan her ønsker jeg mig, at det skal være. Livet. Men dage og nætter er ikke ens og jeg må tillade den skiftende rytme og min energi ditto. Marts er en bro mellem vinter... Continue Reading →
Det, der sker lige nu, er at jeg ihærdigt forsøger at få en fortælling frem. Selv min lytning er lettere anstrengt. Derfor skriver jeg fra det sted i stedet for at blive i presset eller helt at lade være. En fortællerske ved, at der er mange veje ind. Alene det at skrive sender mig i... Continue Reading →
Sorgen har ændret sig, maskerne er blevet løse som en trøje strikket på tykke pinde. Sorgen fremstår som et væsen gjort af lige dele accept og træthed. Jeg tager endnu et skridt på broen, mørket er sort og regnen falder. Regn som renser, rengør og vasker størknede tårer bort. Det første skridt ind i en... Continue Reading →
Der er en frø og en hvid ravn på broen denne morgen. Jeg søger ikke en fortælling, jeg beskriver bare, hvad jeg ser. Endnu en diset dag, hvor solen synes for evigt forsvundet og månen er mørk. ”Er det dig, Losgann?” spørger jeg ud i luften, en kølig vind danser i øst. ”Kvækha!” lyder svaret... Continue Reading →
Der er ordløse steder i sorgens land. Der er tidspunkter, hvor mørket er et fængsel. På de steder bor ingen fortællinger, det er et tomrum, hvor ordløshed er dronning. Jeg befandt mig på et af de steder i går, så jeg trak mig tilbage til min læsestol og lod andres ord tage over. Jeg vælger... Continue Reading →
Nogen må sige det, skrive det og synge det. Sætte ord på og lade fortællingens kraft folde det usagte ud. Det er det, hun gør, Fortællersken, det er hendes gave. Til hende selv og til verden omkring hende. Sætter du "op" foran, får du en opgave. En gave, der er givet op og hun har... Continue Reading →
Alene det at ville en vidunderlig fortælling og presse som i en ve, kan være nok til at flowet stopper. Historien bliver i pennen og nægter at komme ud. Vi har lært om kamp, tvang og om at bide tænderne sammen, men det er ikke sådan, det fungerer på Fortællerskens Vej. Jeg ved det, jeg... Continue Reading →
”Det er den tid på året”, hvisker Solsorten, ”tid til at vende hjem. Tegn en cirkel om dig selv og din intention for efteråret og den kommende vinter. Skab rum og sæt sunde grænser. Kaldet indefra, det er som en kærlig portal, gå i gennem i tillid og mærk det. Det, du har brug for.... Continue Reading →
Jeg øver mig på livet. Jeg øver mig på at skrive livet og det mellem linjerne. Jeg øver mig på at blive så åben, at fortællingerne kommer svævende som mælkebøttefrø og lander i min pen. Det er et samspil og en evig genskabelse. Gennem ord og skriverier skaber jeg mig selv. Min praksis spørger du?... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 