Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Der skete noget i går og forbindelsen blev genoptaget. En række småhændelser skabte midlertidigt kaos, men så pludselig faldt det hele på plads i en ny orden. ”Kaos, orden, kaos, orden” siger Cue, han følger mig tæt, men er stoppet op for at snuse til et træ. Den gamle eg i skovbrynet. Morgenen er ny... Continue Reading →
Jeg tænker på, hvad Mosekonen fortalte. På de små skridt, vi tager i en ny og ukendt retning i pagt med vores intention og det, der bor i hjertet. ”Man kan ikke snyde hjertet, siger tranen som står på ét ben i søen, hendes spejlbillede er som en vandet mosaik af gråhvide fjer. ”Det er... Continue Reading →
Det er morgen og Mosekonen brygger. Jeg ser hendes disede aftegninger fra vinduet i badeværelset, jeg hører hendes sang. Hun nynner, mens hun rører i sin gryde og dampen stiger til vejrs som vil den invitere hele landskabet ind i hendes bryg. Det er morgen og Mosekonen brygger. Så jeg går ud og oplever magien... Continue Reading →
Skønne kvinde, din tid er kommet, løb ikke længere fra dig selv. Frygt ikke din alenehed, thi den er udgangspunktet for nye og stærkere relationer. Du hørte rigtigt, jeg kaldte den din hellige ensomhed. Den er et alter. Den kvinde, du vandrer med gennem skov og krat er din bedste ven, men du så hende... Continue Reading →
Så jeg er tilbage, jeg er kommet hjem. Kun få ord har jeg skrevet i ugen, der gik, men fortællersken har simret og sanket. Mest af alt har hun mærket og forstået, at de magiske morgensider og rejsen gennem ord og stemninger skænker hende forbindelse med Kilden og det indre, magiske univers og gør hende... Continue Reading →
“Din sensitivitet” siger Frøen, er din styrke. Han siger også KVÆKHA, som betyder pyt på frøsprog og som samtidig er en opfordring til at grine lidt af det. Hans visdom er ofte undervurderet, måske fordi han er så lille, for ikke alle får øje på ham ved vandhullet. Men vi er blevet venner. Ofte dukker... Continue Reading →
“Giv slip, lad gå” synger solsorten og hopper hen over græsset. ”Det har du uden tvivl hørt så tit. Giv slip, det lyder så let og du føler dig som en fiasko, når det ikke lader sig gøre. Hvis du kunne, havde du jo gjort det.” Jeg nikker og ser forbavset på den talende solsort.... Continue Reading →
“Der er mange måder at rejse på” fortæller Each mig. Vi er genforenet på hovedvejen i morgendis. Birkens blade rasler i vinden og sølvstammer rækker mod himlen. ”Der er den ydre rejse, nære og fjerne destinationer, de fysiske bevægelser og selve turen. De mennesker og frænder, du møder undervejs. Men efterhånden som efteråret kommer og... Continue Reading →
Jeg er gået videre, men står stadig på samme sted. Det er morgen igen og varmen danser allerede på sti og mellem træer. ”Hør skulle du ikke videre?” spørger hun og kommer nærmere, nysgerrig og fuld af undren. Jeg ryster på hovedet. ”Åbenbart ikke. Der er vist noget mere, jeg skal have med mig fra... Continue Reading →
“Din tillid er altafgørende. Du må lære at stole på fortællingens kraft, den er som en frænde. Gør dig til ven med dens væsen og lær at lytte til dens sang. Inderlige toner, den er forbundet med sangen i dit hjerte.” ”Som inde, så ude. Lad dit rige indre liv blomstre og værdsæt den visdom,... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 