Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Det er sidst i marts og solen skinner. Da jeg trækker gardinet fra, må jeg misse med øjnene, lyset er skarpt på den kridhvide sne. Vinteren er tilbage. Forårstegn og spirer er gemt under sneen, men solsorten tripper fornøjet rundt og gør sit job. Thi solsorte ved. Efter besøget i Visdommens Mose skete der noget... Continue Reading →
Lad mysteriet leve, lad det ånde og udspille sig gennem dig. Jeg tænker på Scarletts ord og spørger mig selv, om jeg er i stand til at holde fokus og blive i den sfære. Der er nogle dage til fuldmåne, men det er overskyet og jeg kan ikke se hende. Månen. Men jeg ved, at... Continue Reading →
“Hvad kan du tilsætte for at gøre dit liv mere levende, sitrende, kærligt og godt? En gåseflok flyver over pink morgenhimmel i et landskab dækket af sne. Et tyndt lag, javist, men det er frostvejr og følelsen af hvid er markant. Skridt knirker og næser løber, himlen er et skue af livlige pasteller og skysaft.... Continue Reading →
Jeg hæfter mig uvilkårligt ved birketræet i midten af kortet, stammen af sølv, forgreningerne og den måde, hvorpå det spejles af vandet. Birketræet som bl.a. symboliserer en ny begyndelse, denne gang med et fundament som har været udfordret og rystet i sin grundvold. Det mærkes i krop og sjæl. Ørnen er frænde og kommer med... Continue Reading →
Velkommen Oktober, har jeg lyst til at skrive. For ser du, vi er gamle venner. I mange år, en måned af gangen, boede hun på mit pensionat, hvor kragerne er venner, og lærte mig om livet på denne tid af året. Efterår, bladene skifter farve og boltrer sig i rødbrune nuancer. Orange, som en flamme,... Continue Reading →
Uden skrivningen og mine morgenritualer ville jeg blot skøjte på overfladen af længslens tågede kyst. Mit skib ville aldrig finde sin havn, hvor jeg kan få fra borde og udforske de indre landskaber. Skrivningen er som en kraftfuld fiskestang, men den er også et anker til en dybere sandhed. Det er morgen og vinden er... Continue Reading →
"You are receiving a nudge in the right direction.” Jeg sætter mig midt i mig magiske rum. Er det mon uden Lille Uro i dag? Ser du, hun er færdig med at tælle nælder og har fået smag for fordybelsen i det naturlige. Det sker i processen. Således drog hun med en krage, som fra... Continue Reading →
Det er med et strejf af luftig taknemmelighed at han lander på mit bord og i min bevidsthed. Smilet er ikke til at tage fejl af, humor danser altid tæt med alvor og egentlig behøver han slet ikke at sige noget. Der er for længst opstået en særlig indforståethed mellem os. Dog er det længe... Continue Reading →
Der behøver ikke at være en fortælling I dag, men alligevel hvisker noget i løvet. Jeg havde glemt, at det var forår, glemt Beltane og at vi er godt på vej mod sommer. Kulden, vinden og stormen i mit hjerte holdt mig fast i vinterlænker. Lænker, som var frivillige, for ikke lang tid gik, før... Continue Reading →
TÅGEN LETTER Jeg slipper illusionen om, at jeg har travlt. Jeg giver slip på bunken af tanketråde, fedtede, filtrede og i kaos. Nu ligger de på stien bag mig og en fugl samler dem op for at lappe sin rede. Så gør de da gavn. De slidte tanker. Mine ben er lettere nu, men jeg... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 