Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
”Du behøver ikke at forklare” siger Ceridwen til mig, da vi mødes på stranden først på eftermiddagen. Solen står højere nu og lyset er skarpere. Det samme er vinden, den skærer sig gennem huden og slår tromme på kolde knogler. Vinteren var lang, men nu er den ovre. ”Jeg ved alt” fortsætter hun ”alt, hvad... Continue Reading →
Jeg er gæst på Pensionatet og alligevel er det mit hjem. Men hvordan kan man være gæst i sit hjem? Det spørgsmål stiller jeg i min skrivebog på aprils anden dag og lader det stå. Det er ikke det eneste spørgsmål, jeg stiller. Gæsten i sit eget hjem får selskab af stille undren over, at... Continue Reading →
Det var på en af mine gåture i marts, at jeg mødte eneboeren første gang. Bag pensionatet lidt oppe af vejen til højre, er der en låge i stendiget, som fører ud på engen. Egentlig var min hensigt at gå til havet, men noget kaldte mig i den anden retning. Mine ben gik af sig... Continue Reading →
Scarlett tog os med i skoven. Men inden vi gik ud, samledes vi i det gamle bibliotek, hvor hun fortalte lidt om skovens univers. Om træerne som alene og i grupper er fulde af betydning for os. I den keltiske tradition har træerne meget specifikke betydninger. De fungerer som landmærker, de er udgangspunkter og steder,... Continue Reading →
Det er et stykke tid siden, at jeg forlod skovens magiske univers og gik ud for at komme ind fra et nyt sted. Det sker i dag, men jeg opdager det først, da jeg står på engen og får øje på træerne. Dér ligger skoven foran mig, lukket og åben på samme tid. Lyset danser... Continue Reading →
"Hvad hvis det eneste, du skal gøre nu er at acceptere dig selv fuldt og helt? Tillade hver eneste følelse at blive følt og passere, at mærke og tillade med kærlighed og medfølelse? Som Vanddragen sagde til dig forleden dag i Sverige: Så simpelt og dog det sværeste i verden." Det er Ravnen som er... Continue Reading →
Der kommer ingen fortællinger lige nu, er der mange, som siger. Der sker ikke noget og efterhånden finder man ud af, at det ikke nytter noget at presse. Der er ingen veer. ”Men ser du” fortæller jeg Zoe, ”jeg har for længst fundet ud af, at man sagtens kan skrive alligevel. Det kaldes også sankeskrivning.”... Continue Reading →
Det er en af de morgener, hvor man ved. Hvor man står på en tærskel med et ben i hver lejr og må vælge side. Hvad vælger man? Her er det at høgen lander blandt mælkebøtter, blinker en enkelt gang med øjnene og siger: ”Men hjertet er kun ét sted.” Pludselig er valget ikke så... Continue Reading →
Høgen flyver og forsvinder, men har efterladt mig en sø af tvivl. Kan jeg ikke stole på Faola, ulven, eller det som høgen insinuerede? Jeg må gå vejen alene. Frænder kommer og går, det ved jeg, de er aldrig langt borte, men man kan ikke holde dem fast. Så måske lurer Faola på mig fra... Continue Reading →
Venlighed er en hellig gral, skriver jeg i rejsedagbogen. Faola vækkede mig syngende og jeg gik ud fra, at vi straks skulle af sted. Forlade hulen under stjernerne og finde spejlet. Men hun fortæller mig, at hun er nødt til at gå alene. Der er noget, hun må gøre og selvom hun udtrykker det mere... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 