Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Skrivelysene blafrer i brisen, solen smyger sig gennem det åbne vindue og bader bordet i lys. Det er dit hellige sted i dag. Det valg, du har truffet, den disciplin, du mønstrer, båret af din intention og vished i hjertet. Du har lært dig selv at lytte og det anerkender jeg dig for. Jeg er... Continue Reading →
På den indre rejse og ikke mindst på de svære steder, har vi brug for at læne os op af rejsebeskrivelser, fortællinger og ord, som beskriver det sted, hvor vi også befinder os. For på et tidspunkt ankommer vi til et sted, hvor vi endelig forstår det. Sjælen har ikke brug for adspredelse og for... Continue Reading →
“Something beautiful is being born in your life.” Stille nu, jeg skriver langsomt og lader pennen forme hvert bogstav, som blev det hugget ud i sten. Som runer finder skriften vej og det tomme papir i skrivebogen fyldes ord for ord. Vinden er blæst op, træerne danser og lufter de nye skud. Spirer, alt det... Continue Reading →
”Du er uvant med stilheden, men stilhed er en forudsætning for at kunne lytte og fange sjælens toner. Det indre kompas dybt i dig, i hjertet af hende som ved.” Jeg smiler og folder hænderne i et inderligt Namaste, for i dag er jeg hende, som ved. Der er ingen adskillelse, vi er forenet som... Continue Reading →
Straks da jeg havde trukket kortene og de havde lagt sig til rette foran sten og skrivelys, vidste og forstod jeg. Budskabet og den guidning, jeg har bedt om. Så inderligt dybt og omfavnende, at ordene der kom til mig lød: Når sjælen forstår. Og sådan er det denne morgen, hvor lyset er blåt og... Continue Reading →
Tøvende, ordene er langsomme og svævende i dag. Jeg mærker en masse og fornemmer, men en del er endnu uformgivet og undervejs. Det er et tidspunkt, jeg kender, en af de stationer på skriverejsen, som henligger i dis, en tærskel i det vinterlige landskab. Så jeg vælger at følge den tavse tøven og lytte til... Continue Reading →
Det er den sidste dag i januar. Det er gråt, blæsende og regnfuldt. Og fordi vinteren er så mild i går her på disse breddegrader, er der allerede fuld gang i spirerne også ovenpå jorden. Nu er det tid for Imbolc, her ved månedsskiftet og i de første dage af februar fejrer vi det tiltagende... Continue Reading →
Der findes en dør. En dør til hende, den vise kvinde, hende som ved. Hun er også din indre fortællerske og du kan skrive hende frem. Hun bidrager til vores mentale og fysiske sundhed, hun er som en kilde af visdom og livskraft, som vi også via skrivning kan forbinde os til. Hun har helt... Continue Reading →
Rødmende morgengry, jeg hilser dig. Måne og Venus ditto. Træsilhuetter og uglesang, stilhed, fødder og poter. Kan jeg mon vænne mig til dette sted i mig selv, hvor glæde og taknemmelighed råder? Hvor følelsen af at være kommet hjem er markant og hvor rødder og stolthed vokser gradvist, efterhånden som vinteren skrider frem? Det er... Continue Reading →
“Hvornår er du allermest dig selv” spørger han i morgenlysets rødmen og måske rødmer jeg også, som himmel så kvinde, for spørgsmålet rører ved noget dybt i mig. Jeg tøver lidt, men kender ham godt nok til at vide, at han forventer et svar og at det svar er et, der skal siges højt. Som... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 