Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
I Caileans køkken er der let til latter. Det indser jeg snart og det får mig til at slappe af. Han er uden alder og alligevel fornemmer jeg, at han er mindst ti år ældre end jeg. Måske mere? Det er ikke til at sige, for han er svær at sætte alder på. I øvrigt... Continue Reading →
Det var på en af mine gåture i marts, at jeg mødte eneboeren første gang. Bag pensionatet lidt oppe af vejen til højre, er der en låge i stendiget, som fører ud på engen. Egentlig var min hensigt at gå til havet, men noget kaldte mig i den anden retning. Mine ben gik af sig... Continue Reading →
Efter fuldmånen og i morgenlys går jeg ned af havegangen og åbner lågen. Den er klædt i frost og hænger fat i min handske. Bag mig er solen stået op, pensionatet henstår i modlys som et vidne til min rejse. Jeg står stille et øjeblik og betragter det gamle træhus i to etager. Deroppe spejles... Continue Reading →
Min navn er Lene. Jeg er fortællerske og underviser. Som menneske og fortællerske er jeg dybt inspireret af naturen, landskaber både de indre og de ydre, årstider, fugle, dyr og andre skønne væsener. Jeg søger visdom og vejledning i naturen og den naturlige cyklus hos det, der altid har vakt dyb genklang i mig og... Continue Reading →
Da jeg har skrevet i min rejsedagbog, bladrer jeg lidt i den og forundres. Så mange sider, så meget skrift. Det startede på kanten til november, hvor Gwyneth dukkede op og rejsen begyndte. Men egentlig startede det hele med Dråbefangeren som en slags prolog, en trylleformel, som åbnede den knirkede låge og hvor landskabet omkring... Continue Reading →
Hvad er dér i kanden, Fionnuala? Jeg ser på hende, mens hun udfører bevægelsen, lange fingre holder kanden og hælder forsigtigt indholdet op i et glas. Vi er alene i biblioteket, det er tidlig morgen og solen glider ind gennem vinduet og kaster lys på støv og edderkoppespind. Dust if you must. Fionnuala stiller kanden... Continue Reading →
Jeg elsker de tidlige morgener, hvor jeg vågner veludhvilet og tiden står stille. Hvor jeg forsigtigt kravler ud af sengen, tager min morgenkåbe på, trækker gardinet til side og slår skrivebogen op på næste tomme side. Min rejsedagbog, som Dråbefangeren gav mig. En særlig gave. Snart brænder skrivelyset og jeg er klar til at trække... Continue Reading →
Jeg har ikke altid stolet på min intuition, men den har altid været dér. Stærk, stædig og kraftfuld gennem de mange år, hvor jeg ignorerede dens kald. Du kender det måske? Det er ubelejligt at man bliver opfordret til at gå mod strømmen. Det er farligt, når man kaldes til at være den, der stritter... Continue Reading →
Jeg visker tavlen ren, inden jeg går i seng og mumler en bøn. Jeg går ind i foråret med nye øjne. Øjne som ser uden filter, øjne som er indstillet på magi og vidunderlige oplevelser. I drømme. I naturen. I de små finurlige detaljer og tegn, som afslører at noget er større end jeg. Det... Continue Reading →
Det er Beithes sidste dag. Hun sidder allerede ved morgenbordet, da jeg kommer ind af døren. Det samme gør Maize og Elva, som begge kom hjem sent søndag aften. De havde delt en taxi fra togstationen. Jeg hørte dem på trappen og Elva stak hovedet ind for at sige hej. Hun kunne se på lyset,... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 