Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Når man lærer at trætheden er en ven. Når man begynder at opdage, hvordan man bruger energien. Når det dæmrer i skumringen og alt falder på plads. Igen. Så ved man. At der er en vis bremselængde og at ting tager tid. Jeg takker for min samtale med Ceridwen og for læringen om den usynlige... Continue Reading →
Solsorten sidder på taget, da jeg træder ud af døren og lukker den bag mig. Jeg hører hans sang, før jeg får øje på ham i lyset på tagryggen. Han synger, fordi han kan og fordi dagen er ny. En hymne til solen, der er gledet op i horisonten bag pensionatet. En hymne til livet... Continue Reading →
Ceridwen er en anderledes lærer end de andre. Det mærker jeg snart. Hun er mere som en veninde af den vilde slags, en, man møder på stranden i østenvind og som slår ud med armene som i en invitation. Hendes undervisning er ikke planlagt, endnu har hun ikke indkaldt til møder i biblioteket, men synes... Continue Reading →
Igen i år afholder jeg sommerskriveskole for kvinder. Kurset hedder "Intuitiv Skrivning, Skoven". Forløbet foregår online i perioden 5. juni – 31. august. Det betyder dog ikke, at du skal være online hele tiden, tværtimod. Fortællerskens Sommerskriveskole inviterer også til, at du logger off og bruger tid alene. I haven. Ved havet. Og i skoven... Continue Reading →
Jeg er gæst på Pensionatet og alligevel er det mit hjem. Men hvordan kan man være gæst i sit hjem? Det spørgsmål stiller jeg i min skrivebog på aprils anden dag og lader det stå. Det er ikke det eneste spørgsmål, jeg stiller. Gæsten i sit eget hjem får selskab af stille undren over, at... Continue Reading →
Dagen efter beslutter jeg mig for at tage chancen. Jeg vil ud i skoven og finde Cailean igen. I min rejsedagbog har jeg skrevet fortællingen om porten. Porten til Eneboerens Spor. Det var ikke svært, da jeg først tunede ind. Det er de små ritualer, der gør det. Den måde, jeg langsomt tænder skrivelyset på... Continue Reading →
"Hvad hvis det eneste, du skal gøre nu er at acceptere dig selv fuldt og helt? Tillade hver eneste følelse at blive følt og passere, at mærke og tillade med kærlighed og medfølelse? Som Vanddragen sagde til dig forleden dag i Sverige: Så simpelt og dog det sværeste i verden." Det er Ravnen som er... Continue Reading →
Det kan synes som en ubetydelig del af den kreative skriveproces, men faktisk er det helt essentielt, at du som fortællerske eller skribent lærer dig selv at holde gode pauser. Jeg fortæller lidt om det i Myten om Skrivflow, for det er en naturlig og uundgåelig del af den kreative proces at støde på tomrum, tørre områder... Continue Reading →
“Åh ja, nu kan jeg se det. Du er fanget i en filterfortælling. Det er næsten ligeså slemt som at være forvandlet til en sten.” Jeg løfter blikket fra asken, rejser mig og forsøger at ryste filteret af. Det er klæbrigt som harpiks. Faola venter tålmodigt på, at jeg skal komme mig, men det er... Continue Reading →
Høgen flyver og forsvinder, men har efterladt mig en sø af tvivl. Kan jeg ikke stole på Faola, ulven, eller det som høgen insinuerede? Jeg må gå vejen alene. Frænder kommer og går, det ved jeg, de er aldrig langt borte, men man kan ikke holde dem fast. Så måske lurer Faola på mig fra... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 