Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Energien er anderledes denne morgen, jeg har sovet tungt og godt og vågner ved lyset som spilder prikker gennem gardinet. De danser henover gulvet og rammer sengen, hvor jeg ligger. De bringer mig den nye dag. Værelset er velkendt nu, jeg føler mig hjemme og som dage og nætter går, mere udhvilet. Det gør mig... Continue Reading →
Der er gået et år, siden Aimee tog af sted og jeg sidst på eftermiddagen tog det første skridt ud på Sorgens Bro. Min decemberrejse blev en overgang, hvor jeg ikke skyndte mig videre eller forsøgte at dulme min smerte. Mine to gamle hunde var begge draget videre med kun fire måneders mellemrum og den... Continue Reading →
Som dagen gryr mærker jeg taknemmeligheden stige. Den kommer dybt indefra og er en følelse, jeg ikke kan forcere. Nu vælter den frem som det naturligste i livet. Her slutter de åbne fortællinger fra Sorgens Bro. De sidste dage inden Vintersolhverv lukker jeg mig om mig selv og lader inderligheden flyde. Som floden under broen.... Continue Reading →
I mørket og i sorgens tidevand er der døre. Det fortæller jeg mig selv, mens jeg står på broen og spejder ud i horisonten. Jeg kan sige det med sikkerhed, fordi jeg har set det. Og i modsætning til tidligere tror jeg nu på det, som jeg ser. Det i sig selv er en dør.... Continue Reading →
Der er ordløse steder i sorgens land. Der er tidspunkter, hvor mørket er et fængsel. På de steder bor ingen fortællinger, det er et tomrum, hvor ordløshed er dronning. Jeg befandt mig på et af de steder i går, så jeg trak mig tilbage til min læsestol og lod andres ord tage over. Jeg vælger... Continue Reading →
Der var engang en kvinde, som hørte en stemme hviske. Så hun satte sig med pen og skrivebog for at lytte til det, stemmen hviskede om. Hun lyttede og skrev sig ind i tillid. Og den morgen fortalte stemmen hende om de tidspunkter, hvor vi ikke ved og hvor både frygt, tvivl og rastløshed krydret... Continue Reading →
Det starter ikke altid med en fortælling. Nogle gange er der bare en bro. Her befinder jeg mig ved daggryets fødsel, et vidne til det, der er. Jeg lytter til lyden af vandet under broen og får øje på den nye dags billede. Skvulpende og tørstig efter at leve. Et skridt, et åndedrag og så... Continue Reading →
Jeg havde til hensigt at lave en slags julekalender til mig og til dig, som læser med. Men så skete det på decembers første dag, at min elskede hund døde. Pludselig befandt jeg mig på Sorgens Bro og det, der havde formet sig mentalt, krakkelerede. I stedet måtte jeg lade hjertet skrive. Jeg måtte dyppe... Continue Reading →
“Du tror måske, at du kan undgå sorg og smerte” siger Gåsen, som højlydt er landet på broen foran mig, ”men det kan du ikke. Derimod kan du lade den ske gennem dig. Du kan synge, danse og skrive smerten. Du kan blive og lytte til sorgens sang.””Eftersom det er din fødselsdag i dag, får... Continue Reading →
“Der er bare ingen ord” siger jeg til Tranen, som står i det mørke vandhul. ”Kun en dyb sorg i hjertet. Hvordan skal jeg dog beskrive den?” ”Ved at sætte ord på” svarer han nøgtern, mens han på ét ben holder øje med noget i vandet. Jeg bliver tavs, lader sorgen skylle igennem mig som... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 