Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Tærsklen er et forunderligt sted. Ofte opdager man ikke, at man befinder sig i skumringszonen, før noget rumsterer indeni. Er det utålmodighed? En form for rastløshed? En følelse af, at dette sted burde være udforsket nu og at man har lært de lektioner, der var et krav for videre vej? Er det et spil? En... Continue Reading →
Denne morgen går jeg langsomt. Lyset vækker mig og havet kalder mig ud. Inden morgenmaden træder jeg ud af havelågen og får øje på hende længere fremme på stien. Hun vender sig om og vinker til mig som havde vi en aftale, jeg ikke vidste om. Hun venter til jeg når frem og vi hilser... Continue Reading →
Morgenen er lyserød, langsomt ånder horisonten og dagen får liv. Jeg har passeret porten til Det Magiske Univers og bevæger mig op af en bakke for siden at stå på toppen med bankende hjerte og skue ud over landskabet. Det åbner sig i en dal for mine fødder og byder så velkommen til et mere... Continue Reading →
Når Each står på vejen foran mig netop kommet til syne i disen, så ved jeg hvad klokken har slået. Så er det tid til at bevæge sig videre. ”Hører jeg en formodning?” spørger Each og kommer langsomt nærmere, hendes krop damper i den kolde morgen og jeg forestiller mig, hvordan hun i fuld galop... Continue Reading →
Det er tidlig morgen, da jeg ror tilbage til vigen og det åbne hav lukker sig bag mig. Jeg er tilbage ved vandhullet, som frøen kalder magisk. Jeg lægger båden til i sivene og da jeg igen står på landjorden, sejler jorden stadig under mig og følelserne skvulper. Med usikre skridt går jeg af stien... Continue Reading →
Egentlig har jeg slet ikke i sinde at tage imod en fortælling i dag, jeg vil bare sidde med mig selv og de stille ord, men han løber ind i min sfære med stor ståhej. Odder. Og uden helt at ville det, er jeg tilbage ved vandhullet på engen siddende på den fornøjede sten. Han... Continue Reading →
Har jeg mon opdaget hemmeligheden? spørger jeg hende i dagens først lys. Det har regnet, luften er kølig og fuld af fugt. Gråsorte skyer smyger sig søvnigt over himlen og så pludselig: En sprække. Sol. Lys. Håb. Er det mon selveste meningen med livet, der i et uventet øjeblik har afsløret sig for mig? Er... Continue Reading →
”Jeg ved, at det er svært, men situationen kalder på stilhed. Kun et åbent hjerte kan høre budskabet og mærke dets kraft. Jeg ved, at du er træt og at tankerne kører på højtryk. De vil finde løsninger og udveje. Men der er kun ét svar lige nu. Det findes i stilhed. Udenfor blæser majvinden... Continue Reading →
“Jeg har en opgave til dig i dag” siger han nøgtern og lander ubesværet på en gren. Jeg må knibe øjnene sammen for at se ham, blødt sollys danser mellem grenene og synet må indstilles et sted mellem lys og mørke. ”En opgave?” spørger jeg med lige dele spænding og ugidelighed. Endelig har jeg sovet... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 